Direktør efter andet indbrud på en måned: - Det kommer til at koste mange penge
Den administrerende direktør er voldsomt frustreret over, at tyve igen har været på rov i hans virksomhed. Nu forsøger han sig med videoovervågning.
- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er organiserede kriminelle, der har været på spil. De ved nøjagtigt, hvad de går efter.
Sådan siger administrerende direktør, Thomas Møller Pedersen, for virksomheden TMP i Glyngøre, efter tyve torsdag morgen brød ind i virksomheden og stjal adskillige elkøretøjer.
Det er anden gang på lidt over en måned, at Glyngøre-virksomheden har haft ubudne gæster.
Sidst blev der stjålet for over en million kroner, og denne gang oplyser lokalpolitiet i Skive, at det skønnes, der er stjålet for op mod 700.000 kroner.
- Måske er det lidt mindre. Vi har ikke det fulde overblik over, hvad der mangler. Uanset hvad kommer det her til at koste os mange penge. Selvfølgelig har vi forsikringen, men der står nogle kunder, som skal have leveret deres køretøjer. Dem er vi nødt til at købe ind i en fart, og det bliver dyrere. Prisforskellen er vi nødt til at spise selv, da vi jo har lovet kunderne en anden pris, siger Thomas Møller Pedersen, der ikke lægger skjul på, at han er voldsomt frustreret over situationen.
To indbrud på en måned er et brud på mange års ro og orden for virksomheden.
- Da vi havde indbrud i slutningen af juni, var det første gang i 40 år. At det så sker to gange indenfor så kort tid gør, at vi nu sætter videoovervågning op, men jeg tror ikke, det gør nogen forskel. I forvejen har vi fuld alarmsikring efter de standarder, der foreskrives for en virksomhed som vores.
- Vi bruger Thisted Forsikring, og de skal have ros for, at sagsbehandlingen gik rigtig hurtigt ved det første indbrud. Jeg vil ikke just sige, at min kontaktperson jublede, da jeg ringede og fortalte ham, at det var sket igen. Men som han sagde, så kender vi da i det mindste proceduren, siger Thomas Møller Pedersen med - trods alt - et lille smil på læben.