Forening forsætter hjælpen til Ukraine: Tre ambulancer er sendt i krig
Skivehus Rotary Klub har fået doneret tre ambulancer. Fredag morgen satte de kursen mod Ukraine.
Klokken 04:30 fredag morgen sendte Skivehus Rotary Klub tre ambulancer afsted østpå med GPS'en indstillet til den ukrainske grænse.
Ambulancerne, der er doneret af et sønderjysk redningscenter, skal hjælpe de civile i Ukraine. I juli sendte Skivehus Rotary Klub også en ambulance afsted til Ukraine, og den er allerede taget i brug i det krigshærgede land.
- Vi fået mange henvendelser fra vores efterhånden stigende netværk i Ukraine. Vi kan ikke sige nej, for behovet er så enormt stort, siger Kurt Lomborg, der er medlem af Skivehus Rotary Klub.
Planen er, at de tre ambulancer skal ankomme til Ukraines grænse lørdag morgen, og herefter bliver de kørt tre forskellige steder hen. Ambulancerne bliver overgivet til frivillige organisationer og skal hjælpe til der, hvor der er behov for det.
- Vi kan ikke lade være med at hjælpe. Der er så mange mennesker i Ukraine, der ikke kan flygte. De ældre har ikke noget sted at tage hen, siger Kurt Lomborg.
Stor opbakning fra danskerne
Skivehus Rotary Klub er glad for den store opbakning, de har fået fra danskerne. På vej ned mod grænsen var den ene ambulance eksempelvis ved at løbe tør for diesel.
Men her var viljen til at bakke op om projektet ikke til at tage fejl af. Hurtigt fik de frivillige, der kører ambulancerne til det krigshærgede land, fat i en medarbejder fra Mercedes, som er mærket på ambulancerne.
- Og så kom de ræsende afsted med en dunk diesel, siger Kurt Lomborg.
I Kolding ville en kvinde også hjælpe til med at sende varmt tøj til Ukraine. Derfor havde de frivillige koordineret med hende, at hun stod hun klar med rundstykker og kaffe på en rasteplads, så de kunne få lidt at spise, mens hun fyldte tøjet ind i ambulancen.
- Vi har virkelig en fornemmelse af, at danskerne er klar til at give en hånd med, siger Kurt Lomborg.