Hustru satte gang i eftersøgning: Men manden var slet ikke forsvundet
Både Søværnets båd og en redningshelikopter var mandag aften i aktion, efter en kvinde bekymret ringede til politiet.
Hendes mand var tidligere på dagen taget ud for at sejle, havde været væk hele dagen og han var ikke kommet hjem, da kvinden sent mandag aften ringede til politiet.
- Hun kan ikke få fat på ham, og det kan vi heller ikke, og derfor går der er en eftersøgning i gang, fortæller Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Mens helikopteren er i luften over Risgårde Bredning og Limfjorden for at lede efter manden og båden, ringer telefonen hos politiet.
- Han fortalte, at han kunne se en helikopter fra båden, og spurgte, hvad det var til for, fortæller Niels Bach, og tilføjer at politiet så kunne fortælle, at det var manden selv, de ledte efter.
Han var ganske rigtigt taget afsted hjemmefra, og var stadig på sin båd. Men han havde ikke planer om at komme hjem foreløbigt, og mente, at der var tale om en misforståelse, lyder det fra politiassistent Niels Bach.
- Og så måtte vi jo afblæse aktion og tage hjem, siger han.
Niels Bach oplyser, at manden lovede selv at ringe hjem og berolige sin hustru.