Otte måneder efter indvielse: John finder stribe mangler på cykelsti

Vejdirektoratet anerkender, at cykelstien har flere mangler. Men stien er sikker, understreger projektleder.

2:16
John Pedersen glæder sig over, at området har fået en cykelsti. Den er bare ikke færdig, mener han.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Asfalt, der bliver til grus, en skråning uden bomme og et autoværn, der ikke beskytter cyklister.

Sallingboen John Pedersen har nok af kritikpunkter, når det kommer til den cykelsti ved Rute 26 ved Harre Ådalen, som Vejdirektoratet sidste efterår meldte klar.

- Jeg fatter det ikke. Vejdirektortatet er en myndighed. Derfor skal de sørge for, at tingene bliver færdige. Det kan ikke passe, at det er borgernes opgave, siger John Pedersen, der betragter sig selv som torvholder på cykelstien.

Et sted på den to kilometer lange cykelsti løber en grusvej over cykelstien. Mange cyklister vælger ifølge John Pedersen at stå af deres cykel.
Et sted på den to kilometer lange cykelsti løber en grusvej over cykelstien. Mange cyklister vælger ifølge John Pedersen at stå af deres cykel.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

I en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet lød det ellers 31. oktober 2022, at man havde "lagt sidste hånd på" på cykelstien i det nordlige Salling.

Det har John Pedersen svært ved at se otte måneder senere. Han har flere gange rakt ud til Vejdirektoratet for at gå i dialog om cykelstiens fejl og mangler.

- Det er fantastisk, at cykelstien er her. Men den er ikke færdig, siger John Pedersen.

En af skråningerne på cykelstien ender ved Rute 26 uden, at der er en bom, der bremser cyklister.
En af skråningerne på cykelstien ender ved Rute 26 uden, at der er en bom, der bremser cyklister.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Flere cyklister har allerede taget den nye cykelsti i brug. 

- Vi er mange, der er glad for, at vi har fået den, men der mangler nogle ting, lyder det fra Rasmus Schyum Jensen, der bor i området og jævnligt bruger cykelstien. 

Han peger blandt andet på, autoværnet ikke adskiller cykelsti og hovedvej, hvor de to passerer Harre Å.

- Det yder en form for beskyttelse mod bilerne og giver tryghed. Jeg vil mene, at det er placeret helt forkert, siger han.

Flere cyklister undrer sig over, at autoværnet ikke adskiller cykelstien fra den trafikerede hovedvej. Vejdirektoratet understreger, at strækningen er sikker. Det skyldes blandt andet, at stien er trukket væk fra hovedvejen.
Flere cyklister undrer sig over, at autoværnet ikke adskiller cykelstien fra den trafikerede hovedvej. Vejdirektoratet understreger, at strækningen er sikker. Det skyldes blandt andet, at stien er trukket væk fra hovedvejen.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Erkender mangler

Hos Vejdirektoratet anerkender projektleder Peter Lund Hansen, at cykelstien ikke er helt færdig.

- Man kan bruge den, men der mangler stadig nogle ting, forklarer han.

Ifølge projektlederen mangler der blandt andet skilte, stibomme og asfaltarbejde.

- Men jeg mener stadig godt, at man kan køre derude sikkert, understreger han.

Harre-Nautrupvej_ny
Foto: Vejdirektoratet

Autoværnet langs med Rute 26 over Harre Å bliver der dog ikke rykket på.

- Det sikrer, at billisterne ikke kører ned i åen.

- Jo tættere et autoværn står på bilisterne, jo farligere er det (for bilisterne, red.), forklarer han.

Står klar i sensommeren

John Pedersen anerkender, at cykelstien er mere sikker, end den tur på Rute 26, som cyklister tidligere har været tvunget på.

Han vil dog forsætte sin kamp for bedre sikkerhed, indtil cykelstien står helt færdig. 

- En myndighed som Vejdirektoratet er nødt til at gøre deres ting ordentligt, siger han.

Peter Lund Hansen fra Vejdirektoratet forventer, at grushullet er lappet i løbet af sensommeren, mens stibommene vil blive placeret i samme omgang.

Denne historie er begyndt med et tip
Har du noget, du gerne vil have fortalt, så fortæl det til os:
Send et tip til redaktionen