Pludselig stod en ulv lige der, hvor Jan havde luftet sine hunde
Ikke mere end 100 meter fra Jan Kristensens vindue stod pludselig en ulv og snusede.
- Det var en kæmpe oplevelse.
Det fortæller Jan Kristensen, der bor på en landejendom i Kås på den anden side af Lihme.
For pludselig løb der en ulv rundt på hans mark og snusede.
Det var ikke mere end ti minutter siden, at han havde luftet sine to hunde på den selv samme mark.
- Lige da jeg så den, tænkte jeg, hvad fanden er det for et dyr. For det er jo ikke normalt, at dyr går oveni den fært, man lige har givet, siger Jan Kristensen.
- Det var spændende at se den i det fri ved højlys dag. Man har jo hørt meget om den på godt og ondt, så det var super sjovt at se det med egne øjne og på min egen grund, siger han.
Folk fra egnen har før set ulve i området. Og ikke meget mere end fem kilometer fra Jan Kristensens hjem, har en af hans kammerater også fotograferet, det han tænker, er en ulv.
Det er første gang, han selv ser en dansk ulv, som han er sikker på, det var.
- Jeg er hundrede procent sikker på, at det var en ulv. Jeg har set dem før i udlandet. Der var ingen tvivl, siger han.
- Det var tydeligt at se på den måde, den gik på. Det var ikke hunde-adfærd.
TV MIDTVEST arbejder på at bekræftet, at det er en ulv, der er tale om på videoen.