Ung kvinde lå hjælpeløs i centrum af Viborg: Nu sender Christine et opråb

Christine Ring er efterfølgende blevet kontaktet af en mand, der fortæller, at han er kæreste med den unge kvinde.

Det var ved dette busstop, at kvinden lå ifølge Christine Ring.
Det var ved dette busstop, at kvinden lå ifølge Christine Ring.
Foto: Google Street View / privat

En episode i centrum af Viborg lørdag morgen har fået Christine Ring til tasterne.

Omkring klokken 09 kørte hun i sin bil på Vesterbrogade, da hun spottede en mand, der ilede mod en ung, bevidstløs kvinde.

- Hun var faldet om, og hun var helt væk, forklarer viborgenseren om synet.

Christine Ring skyndte sig at parkere i nærheden og hastede derfra hen til manden, der var i færd med at ringe 112.

- Hun var helt væk. Det var uhyggeligt, at hun lå med halvåbne øjne, husker Christine Ring.

Viborgenseren har valgt at fortælle om episoden for at sætte fokus på det, der ifølge hende skete forud for redningsaktionen.

Her skulle en ukendt mand ifølge Christine Ring have opsøgt den bevidstløse kvinde, men i stedet for at tilkalde hjælp, valgte han at gå.

Det har den redningsmand, der ringede 112, fortalt hende.

- Alle har et ansvar, også selvom man ikke synes, man har tid til at hjælpe, mener Christine Ring, der også har delt sin opfordring i en Facebookgruppe for Viborg.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Christine Ring understreger, at hun ikke ved, hvor længe kvinden lå ved busstoppestedet.

- Hun kan have ligget der siden 08.30 eller klokken 04, men uanset hvad, så er det væmmeligt, at der er en person, der vælger at gå forbi, siger hun.

Handler om princip

Ifølge Christine Ring var det muligt at se kvinden ved busstoppestedet fra en Netto-butik på den anden side af gaden. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Netto-butikken åbner ifølge Nettos hjemmeside klokken 07 lørdag morgen - altså knap to timer før Christine Ring spottede kvinden.

Derfor tror Christine Ring, at flere viborgensere bevidst har undladt at hjælpe kvinden, der blev hentet efter nogle få minutter, da den mand, der ankom før Christine Ring og et par, ringede 112.

- Det er underordnet, hvor mange der er gået forbi hende. For mig handler det om princippet i, at man gør noget, fastslår hun og tilføjer:

- Det er okay "kun" at ringe 112 og fortælle, at man har brug for hjælp, hvis man har travlt. Det vigtigste er, at man gør noget, siger hun.

Risikerer straf

Ifølge straffelovens § 253 kan det i visse tilfælde være strafbart, hvis man ikke hjælper personer i nød.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Facebook har flere kommenteret hendes opslag. Flere føler sig ifølge Christine Ring "truffet".

- Alle kan føle sig truffet og krænket. Det var ment som et "det har jeg oplevet, og det kan vi gøre bedre", forklarer hun. 

Christine Ring fortæller, at hun via Facebook er blevet kontaktet af en ung mand, der fortæller, at han er kæreste til den kvinde, der var bevidstløs.

I en besked takker han Christine Ring og de andre, der hjalp kvinden.