Senge, puder og dyner: Ny verdensrekord er sat

For mange er Bjerringbro nok lig med virksomheden Grundfos. Men fremover bliver den måske også husket for andet. For nylig blev der i hvert fald sat en verdensrekord.

Nanna Aagaard er for første gang butikschef i JYSK, og hun er kommet flyvende fra start.
Nanna Aagaard er for første gang butikschef i JYSK, og hun er kommet flyvende fra start.

I Bjerringbro bor der omkring 7.500 indbyggere, og noget tyder på, at de er vilde med gode tilbud. 

Byen er end ikke på listen over Danmarks 100 største byer, og ikke desto mindre er man nu indehaver af en vaskeægte verdensrekord. 

JYSK-forretningen, der åbnede i byen den 30. august, har nemlig sat verdensrekord for største omsætning i en JYSK-butik i første uge.

- Det er vildt og surrealistisk, siger butikschef Nanna Aagaard.

1500 kunder på én dag

Den tidligere rekord for største omsætning i første åbningsuge blev sat af en forretning i Stockholm i Sverige i 2019. JYSK ønsker ikke at oplyse tallene for omsætningen hverken dengang eller nu.

Nanna Aagaard, der er butikschef i Bjerringbro, fortæller, at der på den første åbningsdag kom 1500 mennesker igennem butikken. Efterfølgende har der været så mange kunder, at man flere dage har måttet lukke senere, end åbningstiderne foreskriver. 

Det er første gang, at Nanna Aagaard står i spidsen for en JYSK-forretning, så hun er overvældet af den gode start. Hun har dog et par bud på, hvorfor de er kommet flyvende i gang.

- Der har været snak om, at JYSK skulle til byen i mange år. Og så tror jeg, at det har været god timing, kombineret med en rigtig god og central placering.

2:10
TV MIDTVESTs reporter går ikke af vejen for et godt tilbud. Nu møder hun ligesindede i Bjerringbro.

Håndklæder, dyner og puder har især været i høj kurs hos kunderne, og det har betydet, at der siden åbningsdagen er ankommet hundredevis af paller med ekstra varer.

Og den nye verdensrekord har rygtet sig rundt omkring i Bjerringbro.

- Jeg synes sgu, det er flot klaret. Det er sjældent, det sker, siger Mogens Nielsen, der selv var forbi butikken på åbningsdagen.

- Det er da fint for Bjerringbro, siger Tonny Brandt, der dog lader konen handle der.

Og rekorden skal da også fejres med de ansatte, forsikrer butikschefen. Det bliver med noget, der rimer på fest.