Sådan foregår et menighedsrådsvalg
I aften er der valg til menighedsrådene, og du kan stadig nå at stille op.
Hvem skal være med til at ansætte den næste præst i dit sogn? Eller bestemme om der skal arrangeres babysalmesang eller spaghettigudstjeneste?
Det kan du få indflydelse på tirsdag aften. Der er nemlig valg til menighedsrådet i alle landets sogne.
Ifølge By-, Land- og Kirkeministeriet sidder der mellem fem og 15 frivillige medlemmer i et menighedsråd, og de vælges som hovedregel for en fireårig periode. Nogle enkelte sogn har dog fået tilladelse fra biskoppen til at nedsætte den periode til to år, skriver landsforeningen af menighedsråd.
Valget foregår ved en valgforsamling, som i praksis mest minder om en generalforsamling.
Hvis ikke det lykkes at besætte alle pladser i menighedsrådet ved den ordinære valgforsamling, skal der stables en ekstraordinær valgforsamling på benene. Den skal afholdes senest tirsdag 8. oktober.
Her skal der kun stemmes om de ledige pladser i rådet og eventuelt stedfortrædere.
Med et par undtagelser er alle medlemmer af folkekirken over 18 år velkomne til at komme og stemme eller selv stille op til valget.
Hvis ikke det ved en ekstraordinær valgforsamling lader sig gøre at få fyldt alle pladser i menighedsrådet, indstiller biskoppen til kirkeministeren, at sognet og dets menighedsrådskreds skal lægges sammen med en anden menighedsrådskreds.
Forsidebilledet er taget af Asger Korsgaard Jensen/Ritzau Scanpix.