Køb en campingplads: Nu vil værtspar på pension
Efter 20 år vil Børge og Vibeke Frederichsen af med Skjern Å Camping.
En fiks og færdig campingplads kan nu erhverves, hvis man vel at mærke har tre en halv million kroner til formålet.
Det er Børge og Vibeke Frederichsen, der efter 20 år vil af med Skjern Å Camping. Pensionistlivet kalder.
- Nu vil vi simpelthen ikke mere, siger Børge Frederichsen til TV MIDTVEST.
Campingplads-indehaveren slår dog med det samme fast, at der ikke er noget galt med campingpladsen. Men det er tid til en mindre travl hverdag - både Vibeke og Børge Frederichsen har haft arbejde ved siden af, at de har drevet pladsen.
- Derfor har det heller ikke været en svær beslutning for os, understreger Børge Frederichsen.
Skjern Å Camping tiltrækker især lystfiskere, fortæller indehaveren.
- Vi har 40 fastliggere og så en del andre fiskere, der kommer fast i løbet af året, beretter han.
Campingpladsen er, siger Børge Frederichsen, i udmærket stand også økonomisk. Men man skal ikke forvente, at man bliver rig, hvis man kaster sig ud i at overtage pladsen.
- Det skal være en livsstil, siger Børge Frederichsen.
Kan måske udstykkes
Hvis det ikke lykkes at finde en køber, vil området muligvis blive udstykket i 13 grunde. Det har Børge Frederichsen i hvert fald ansøgt om.
Om campingpladsen drives videre af en køber, eller om den bliver udstykket, vækker ikke de store følelser hos den nuværende ejer.
- Det er faktisk lige meget for mig. Min drøm omkring pladsen er, at den bliver solgt i morgen.
Uanset hvad vil Skjern Å Camping dog have åbent resten af denne og hele næste sæson.
- Det har vi lovet fastliggerne, siger Børge Frederichsen.