Søren går til parkinsonkor: - Man bliver glad i låget

Kan sang i et sugerør, grine og stemmetræning få parkinsonpatienter til at få det bedre? Ja, siger de i Holstebro, hvor de nu har et parkinsonkor.

Søren Dunker Pedersen til højre er begyndt til parkinsonkor i Holstebro. Her er de i gang med en opvarmningsøvelse.
Søren Dunker Pedersen til højre er begyndt til parkinsonkor i Holstebro. Her er de i gang med en opvarmningsøvelse.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Hver onsdag står den på en helt særlig slags stemmetræning og korsang hos Holstebro Musikskole. 

Der bliver lavet ansigtsmassage, rakt tunge og sunget "marken er mejet" i et sugerør ned i en vandflaske. Og der er en mening med galskaben.

For musik og træning af stemmen kan gøre en forskel for parkinsonpatienter.

- Som du nok kan høre, så bliver stemmen grødet, forklarer Søren Dunker Pedersen og tilføjer:

- Det er en af de skavanker, som følger med, når man får Parkinson.

Parkinsonpatienter oplever ofte at få mindre ansigtsmimik, derfor laver de altid opvarmning i koret, hvor de har fokus på at få gang i alle nervebanerne i ansigtet.
Parkinsonpatienter oplever ofte at få mindre ansigtsmimik, derfor laver de altid opvarmning i koret, hvor de har fokus på at få gang i alle nervebanerne i ansigtet.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Derfor er han begyndt i parkinsonkor på Holstebro Musikskole. Hvor det første "rigtige hold" netop er begyndt efter en prøveperiode. Og allerede nu gør det gode ting for Søren Dunker Pedersen.

- Jeg kan godt mærke, at jeg får bearbejdet stemmen, og så bliver man glad i låget af at synge og være sammen med festlige mennesker, fortæller han.

Om det nye korhold, som tæller omkring 14 mand, kommer til at få det bedre, tør korlederen ikke garantere.

- Om det her har nogen effekt på deres symptomer eller sygdom, kan jeg ikke love. Men det kan jeg håbe, og forskningen siger, der er en stor sandsynlighed for, det sker. Men jeg kan ikke gøre andet end at give dem fællesskabet her og så håbe, det hjælper, forklarer Kirstine With. 

Det er Kirstine With, som er korleder for parkinsonkoret, og hun har gjort meget ud af at lære om sygdommen og finde specifikke øvelser, der kan hjælpe patienterne.
Det er Kirstine With, som er korleder for parkinsonkoret, og hun har gjort meget ud af at lære om sygdommen og finde specifikke øvelser, der kan hjælpe patienterne.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Fællesskabet skal både give stemmetræning, grin og dopamin. Faktisk er sidstnævnte en af grundene til, at korsang er så godt for parkinsonpatienter.

- Når vi synger, så pumper vi dopamin ud, og når du får Parkinsons syge, så går din produktion af dopamin ned. Så her ved vi, at vi kan booste den, siger korleder Kirstine With.

Et fællesskab for både patienter og pårørende

Selvom det nye kor primært er lavet for at hjælpe parkinsonpatienter, har en del uden sygdommen også sneget sig med. Dem med Parkinsons syge må nemlig gerne have en pårørende med, og det skaber et særligt fællesskab.

- Jeg kan mærke, at dem, som er her, er rolige og afslappede, fordi der ikke er alt muligt, man skal forholde sig til. Vi kender alle til sygdommen, og hvad den gør, fortæller Annie Dunker Pedersen, som er gift med Søren.

Søren og Annie Dunker Pedersen nyder at kunne gå til noget sammen i fællesskab, hvor alle kender til udfordringerne ved parkinson.
Søren og Annie Dunker Pedersen nyder at kunne gå til noget sammen i fællesskab, hvor alle kender til udfordringerne ved parkinson.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Hun nyder også selv at få sunget og grint med de andre. Men en enkelt bivirkning har det også givet til forholdet:

- Søren kan godt lide at gå og synge nogle af alle de sange, vi lærer her, derhjemme. Det, synes jeg da, er positivt, siger hun med et grin, inden Søren afbryder:

- Det er måske nogle gange lidt for meget, lyder det med et stort smil fra Søren Dunker Pedersen.