Kamilla var Danmarks tungeste baby - nu er hun selv blevet mor
Kamilla Holm fra Thyholm blev landskendt, fordi hun var Danmarks tungeste baby. Nu er hun selv blevet mor.
Det var vist det, man kalder en ordentlig kleppert, da Kamilla Holm blev født på sygehuset i Herning i 1998.
Hele 6575 gram lød kampvægten på, da hun landede på fødselsvægten. Dermed var Danmarks tungeste baby født, og hun overtog pladsen fra storebror i Guinness Rekordbog.
- Mine "five minuttes of fame" var, fordi jeg var fed, da jeg blev født, sagde Kamilla Holm, da TV MIDTVEST besøgte hende i 2019.
Nu er Danmarks tungeste baby selv blevet mor. 29. februar fødte hun datteren Anna.
- Det er helt fantastisk overvældende, siger Kamilla Holm.
Sukkersyge under graviditeten
Både Kamilla Holm og hendes storebror var begge meget store, da de blev født. Deres mor fik sukkersyge under begge graviditeter, og det var formentlig årsagen til, at de begge blev så store.
Kamilla Holms storebror blev født ved almindelig fødsel. Han vejede 6495 gram og var ved fødslen landets tungeste baby ind til lillesøster Kamilla blev født og slog rekorden med 80 gram.
Fordi han var så stor, så blev der revet nogle sener over i hans ene arm under fødslen, så han i dag stadig har mén.
Derfor blev Kamilla Holm født ved planlagt kejsersnit, da hun blev født som Danmarks tungeste baby på 6575 gram.
Under Kamilla Holms egen graviditet blev der også holdt godt øje med, hvordan barnet voksede. Samtidig blev Kamilla Holm tjekket flere gang for, om hun var ved at udvikle sukkersyge.
- Jeg var da lidt opmærksom på, hvordan babyen voksede, fordi vi har de her gener i familien, fortæller Kamilla Holm, der i dag bor på Thyholm.
Barnet i maven voksede dog præcis, som det skulle - og ikke mere end normalt. Samtidig nærmede selv fødslen sig.
- Jeg var ikke nervøs for mig selv, fordi jeg havde det dejligt under graviditeten. Men jeg var da lidt bekymret for, hvordan mit barn havde det, og om der ville opstå komplikationer, siger Kamilla Holm.
Velskabt pige
Da Kamilla selv blev født, var hun indlagt sammen med sin mor i flere dage. Kamillas Holms datter, Anna, kom til verden en hel del nemmere.
Tre timer efter Kamilla Holm og hendes kæreste ankom til Gødstrup, var Anna født. Fuldstændig velskabt og en kampvægt på normale 3850 gram.
- Det er en kæmpe omvæltning. Man tror, man er klar, men det er man slet ikke, fortæller Kamilla Holm.
Kamilla Holm er blevet 26 år. Hun er ved at uddanne sig til folkeskolelærer, og så bor hun sammen med sin kæreste, der har to børn fra et tidligere forhold.
Selv om hun ved alt om, hvor store børn kan blive under graviditeten, så har hun mod på at få flere børn.
- Det kan du tro, jeg har.