Efter en uges tavshed: - Nu taler Søe med pressen

Jeppe Søe undsiger nu Lars Løkke Rasmussens udmelding om, at der ikke har fundet sexisme sted i Moderaterne.

Jeppe Søe
Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST

Torsdag formiddag er Jeppe Søe ankommet til Christiansborg, hvor han erklærer sig uenig i Lars Løkke Rasmussens udmelding om, at der ikke har fundet sexisme sted i Moderaterne

- Jeg har talt med 11 medarbejdere. To-tre timer per styk. Det er folk, der har det virkelig, virkelig dårligt. Jeg synes, det skal handle om dem. Det må være dem, der kommer med historien, hvis de har lyst til det. Jeg synes, vi skulle tage den internt, siger han.

Direkte adspurgt, om han er enig med Lars Løkke Rasmussen i, at der ikke har fundet sexisme sted, svarer han nej.

En række journalister fangede Jeppe Søe, da han for kort tid siden var på vej til et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

Er det løgn, når Lars Løkke siger, at der ikke har været sexisme?

- Det må tiden jo vise.

Det kan man "slå fuldstændig fast"

Lars Løkke Rasmussen sagde 6. september – efter Arbejdstilsynet de forudgående dage havde været på besøg hos Moderaterne – at partiet ikke havde problemer med sexisme.

- Der er ikke nogen sexisme og ikke noget sexchikane, og det ved jeg, fordi Arbejdstilsynet er kommet så langt med deres arbejde, at det kan man slå fuldstændig fast, sagde han til TV 2.

En række nuværende og tidligere medarbejdere i partiets sekretariat på Christiansborg sendte i august en indberetning til Arbejdstilsynet. Her var der blandt andet eksempler på bemærkninger som: "Jeg mangler bare at bolle dig og X (en anden person i partiet, red.)", og: "Man kan ikke tage hende seriøst i den nederdel". Det har B.T. afdækket.

Presseafdelingen i Moderaterne oplyser til TV 2, at Lars Løkke Rasmussen ikke har nogen kommentarer for nuværende.

Et åbent opgør

Jeppe Søe forlod i sidste uge Moderaterne. Det skete efter et åbent opgør med partiet om håndteringen af sagen.

Torsdag formiddag var Jeppe Søe som beskrevet på vej til et møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor også udenrigsminister og partiformanden Lars Løkke Rasmussen har sæde.

Adspurgt om, hvordan Jeppe Søe har det med at skulle se Løkke i øjnene, svarede han:

- Super. Jeg har kigget på ham i 3,5 år, så det er der ikke noget nyt i.