Familie i dyb sorg: - Vi har mistet en fantastisk pige

En ulykke har efterladt familien til 27-årige Sofie Bårup Enggård fra Holstebro i dyb sorg.

Sofie Bårup Enggård besøgte ruinbyen Chichen Itza tidligere samme dag, som hun mistede livet i en ulykke.
Sofie Bårup Enggård besøgte ruinbyen Chichen Itza tidligere samme dag, som hun mistede livet i en ulykke.
Foto: Privatfoto

Familien Enggård har fået den værst tænkelige besked.

De mistede mandag deres datter og søster Sofie Bårup Enggård, der døde i en badeulykke i den mexicanske by Cancún. Hun blev hurtigt fundet, men hendes liv kunne ikke reddes.

- Vi har mistet en fantastisk, glad og eventyrlysten pige, som var et rigtig dejligt sted i sit liv, siger den afdødes far Peder Enggård til TV MIDTVEST.

Historien om drukneulykken har onsdag fyldt hos mange medier både i Mexico og Danmark.

Det var nogle af datterens venner, som overbragte den hjerteskærende nyhed til familien. Siden har familien fået informationen bekræftet fra ambassaden.

- Det var nogle, der var tæt på hende, som kontaktede os. Nogle af hendes venner derovre, siger Peder Enggård.

Hans datter var ude at svømme, da hun blev revet med af en kraftig strøm i havet, skriver Riviera Maya News ifølge Ritzau. Men ellers ved familien endnu ikke ret meget om omstændighederne ved ulykken.

- Vi ved, at der bliver taget godt hånd om det i Mexico af både skolen og myndighederne, siger Peder Enggård.

Sofie Bårup Enggård var i Mexico som udvekslingsstuderende i Monterrey, og det var sammen med nogle internationale venner derfra, hun var rejst på ferie til Cancún.

I et opslag på Facebook skriver Peder Enggård sammen med Sofies mor og hendes to storebrødre:

”Midt i sorgen glæder vi os over, at Sofie nåede at have to fantastiske måneder i Mexico, og at hun var glad og i godt selskab til det allersidste. Det gør det frygtelige lidt lettere at holde ud for os.”

- Hun elskede at være i det miljø, siger Peder Enggård til TV MIDTVEST.

Ulykken har efterladt familien i dyb sorg.

- Nu skal vi finde ud af, hvordan vi håndterer det og lærer at leve med det, og det gør vi sammen som familie, afslutter Sofies far.

Familien ved endnu ikke, hvordan og hvornår de får hende hjem til Danmark.