Forsvundet på mystisk vis: - Jeg forstår ikke, hvad der er sket
Viktor Reddersen håber, at nogen kan hjælpe ham med at finde sin elskede lille sejlbåd, som er pist væk.
Kan man have følelser for en lille sejlbåd?
Det kan man godt - det er Viktor Reddersen i hvert fald et bevis på.
Han mangler sin jolle, som forsvandt på mystisk vis i Vilsund torsdag i sidste uge.
- Jeg forstår ikke, hvad der er sket. På videovervågningen kan man se, at den er der klokken 20.54. Men klokken 21.32 er den væk, fortæller Viktor Reddersen.
Men hvorfor er sådan en lille sejlbåd nu så vigtig?
- Jeg har sat den i stand helt fra bunden. Jeg har selv fældet træet til masten. Og så har jeg bare haft mange fantastiske oplevelser i den lillebitte båd sammen med mine børn, fortæller han.
Så sent som denne sommer gik turen til Sydfyn i to uger.
- Den har givet os nogle fantastiske eventyr. Jeg kan ikke falde til ro, før den er fundet, understreger han.
- Og jeg kan simpelthen ikke holde det ud, hvis den ligger nede på bunden et sted.
Stjålet eller drevet til havs
Viktor Reddersen ved ikke, om jollen er blevet stjålet, eller om den er drevet til havs og måske sunket. Han hælder mest til det sidste.
- Så jeg er også ramt af skyldfølelse over, at jeg ikke har passet bedre på den, erkender han.
Eftersøgningen har allerede strakt sig over nogle dage. Viktor Reddersen har fået hjælp af forskellige folk ved Vilsundbroen. Der har været dykkere i aktion, og onsdag tager han selv med ud i en speedbåd og leder.
- Jeg håber, at nogen har set den og kan hjælpe. Så finder jeg på en passende findeløn, lover han.