Travhesten Inger Støjberg fik debut på Skive Trav
Travhesten Inger Støjberg skulle i dag vise, om den kunne stå distancen og blive godkendt til rigtig travløb. Politikeren Inger Støjberg heppede med på sidelinjen.
Inger Støjberg fik her til eftermiddag debut på Skive Trav. I hvert fald den firbenede af slagsen. Travhesten, der er opkaldt efter den lokale politiker, skulle nemlig for første gang på banen i Skive.
Den tobenede Inger Støjberg var også til stede på travbanen for at se hestens debut.
- Det har været en kæmpe oplevelse, og jeg har virkelig glædet mig til i dag. Der skal meget til at gøre mig nervøs, men jeg må indrømme, at jeg faktisk var lidt nervøs, for det var i dag, den skulle godkendes, fortæller hun.
Godkendt blev den, og derfor kan man fremadrettet få travhesten Inger Støjberg at se til travløb.
- Det betyder klart noget for mig, at den nu er godkendt, når den bærer mit navn. Det er en kæmpe ære. Det er noget, jeg kommer til at gå op i. Som barn kom jeg meget herude på Skive Travbane.
Lokalpolitikerens fans ejer hesten
Travhesten ejes af flere hundrede af politikerens fans, som også havde lagt vejen forbi, for at se den debutere.
- Jeg har været fan af Inger Støjberg i rigtig mange år og samtidig er jeg opdrætter af travheste, og de skal altid hedde noget bestemt afhængig af, hvilket år de er født i, og vi var kommet til I og J i alfabetet, så det lå lige til højrebenet, at en hoppe med lidt rødligt hår skulle hedde Inger Støjberg, fortæller Jesper Elbæk, der er projektleder i anpartshesten Inger Støjberg.
Løbet var et kvalifikationsløb, hvor der var en bestemt tidsgrænse hestene skulle nå i mål på. Men det klarede den tre år gamle travhests hurtige ben uden problemer.
- I dag var som en eksamen, for hesten skal kunne løbe indenfor tidsgrænsen, før den kan godkendes til rigtige løb, hvor man kæmper om pengepræmier og pokaler. Så nu er Inger Støjbergs karriere på travbanen løbet i gang, fortæller Jesper Elbæk.
Inger Støjbergs nye kærlighed
Inger Støjberg har i forvejen mange gode minder fra Skive Travbane, som hun som barn ofte besøgte med sin far.
- Da jeg var barn, var Tarok min helt store helt. Når jeg havde fødselsdag, så ønskede jeg mig altid Tarok-tøj. Jeg har egentlig aldrig været en hestepige, men jeg drømte om at være det, fortæller hun.
Den store kærlighed til den afdøde Tarok, kan Inger Støjberg nu kaste efter travhesten Inger Støjberg.
- Det er den, jeg nu kommer til at kaste min kærlighed på. Jeg var faktisk ude og besøge den for en måneds tid siden, og jeg kommer helt sikkert til at følge den i fremtiden.