Verdensnyhed i Skive: Kan brødføde en stor del af verdens befolkning
Efter 10 års forskning er virksomheden BiomassProtein klar til at trække protein ud af alle verdens græsmarker. En opfindelse med et stort potentiale.
En verdensnyhed blev i dag præsenteret i Skive. Her har virksomheden BiomassProtein i ti år udviklet på en metode, der trækker proteinmasse ud af græs.
- Det her er økologi, der vil noget. Alt er bare lykkes. De faser, vi havde regnet med, har vist sig at være nemme at styre, og så har vi ingen problemer haft, så det er jo helt kanon, siger Morten Olsen, site manager hos BiomassProtein.
Virksomheden ved nu med sikkerhed, at deres opfindelse kan trække proteinmasse ud af helt almindeligt græs.
- Det her er virkelig CO2-neutralt. Det er bondemandens eget græs, som vi presser. Det er i teorien det samme pulver, han kan få tilbage og fodre hans dyr med i stedet for at fragte sojaprotein fra Østen eller Sydamerika, siger Morten Olsen.
Enormt potentiale
BiomassProtein kan både producere foder til køer, naturlig gødning til markerne og næringsrigt foder til svin og høns. Det er alt sammen 100 procent bæredygtigt, giftfrit og CO2-venligt.
På sigt skal vi mennesker også spise proteingræsset, og der er et stort potentiale i metoden.
- Perspektiverne er meget, meget store i det her. BiomassProtein har potentialet til at blive vindmølleindustriens 2.0, siger Ole Rom Andersen, der er administrerende direktør hos BiomassProtein.
Det er proteinkilden græs, der er årsagen.
- Det er funderet på, at vi har behov for en ny proteinkilde, så vi kan brødføde en stor del af verdens befolkning. Det kræver en meget stabil råstofleverance, og det er græs jo. Det har vi på de afrikanske savanner og i Danmark. Stort set over hele verden vokser der græs, siger direktøren.
Fabrik klar næste år
Allerede til maj næste år skal en fabrik stå klar med tyve arbejdspladser.
Virksomheden forventer at producere 1.500 tons planteprotein til foder i 2020 og herefter øge produktionen markant.
- The sky is the limit. Vi har et mål om, at vi skal have x antal kilo ud af proteinpulver, og så er det vores opgave at finde ud af, hvilke maskiner vi skal bruge.
Det første planteprotein til fødevarer forventes at blive solgt i 2021.