Verdensrekordholderen i indkast kommer til Vorupør: Vinden skulle hjælpe med ny rekord
Amerikaneren Michael Lewis har lavet et rekordlangt indkast på 59 meter og 81 centimeter. En rekord der tidligere har tilhørt indkast-træneren Thomas Grønnemark.
I Vorupør var der i dag besøg fra en amerikaner med en noget speciel rekord.
Han har nemlig lavet verdens længste indkast, og i dag skulle vinden i den vestjyske by så hjælpe ham, med at komme helt ud på 60 meter og dermed slå sin egen rekord.
- En verdensrekord på Vorupør stadion i indkast kan man da ikke sige nej til. Det er bare værsgo at komme, og vi skal nok sørge for officials, og hvad der nu skal bruges til sådan noget. Det var vi slet ikke i tvivl om at sige ja til, fortæller Lars Hyldahl formand for Vorupør Boldklub.
Indtil amerikaneren sidste år nuppede rekorden, havde den faktisk været dansk i næsten ti år, og dengang var det Thomas Grønnemark, der kastede kuglen 51 meter og 33 centimeter.
Vinden svigtede
Der er ingen restriktion for, hvor meget medvind der må være, når man forsøger at slå rekorden i indkast, men selvom der normalt er masser af blæst i byen, så var der i dag helt normale vindforhold i Vorupør.
- Nu har jeg jo stor erfaring fra elitesport både i atletik, bobslæde, fodbold og nu som indkast-træner, og jeg prøver at støtte Michael lidt i balancen mellem at lade op rent mentalt, ikke komme til at starte for hurtigt og varme ordentligt op. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre, siger Thomas Grønnemark, der blandt andet laver indkasttræning i Liverpool.
Michael Lewis, der normalt bor i Dallas i Texas, tager et langt tilløb, hvorefter han i bedste kraftspring-stil sætter bolden på jorden og svinger kroppen rundt, for at bruge sit momentum til at få maksimalt kraft på bolden.
Det gjorde han flere gange i forsøget på at sætte en ny rekord, men den manglende vind, kan være det der gjorde udslaget, for selvom han flere gange var tæt på, så blev dagens længste forsøg 59,5 meter.
- I’m a little bit disappointed. I wanted to beat myself and get that actually 60 meters and not 59, but it’s difficult when you don’t get any help from the wind, siger Michael Lewis der er i Danmark to uger for at prøvetræne hos Thisted FC.