Efter Papes død får Dina drømmejob: - Det har været svært at glæde sig

Efter Søren Pape Poulsens død, er det Dina Raabjerg fra Ikast, der afløser ham i Folketinget. I dag har hun første arbejdsdag.

Dina Raabjerg er klar til første arbejdsdag i Folketinget.
Dina Raabjerg er klar til første arbejdsdag i Folketinget.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Christiansborg og Folketinget er magtens centrum i Danmark. Fra i dag er det også Dina Raabjergs nye arbejdsplads.

- Jeg tror, at det bliver stort. Men det bliver også en dag, hvor jeg skal lære at navigere rundt med 100 indtryk og nye mennesker, lyder det fra politikeren, der har været medlem af Det Konservative Folkeparti siden 2014.

Det er kun godt en uge siden at den konservative leder, Søren Pape Poulsen, pludselig døde efter en hjerneblødning, og så skulle suppleanten fra Ikast springe til.

Indtil nu har det ikke været nemt for hende, at vænne sig til tanken om at skulle overtage pladsen efter Pape.

- Jeg har virkelig ikke glædet mig. Det er lidt som om, at det ikke har været tilladt at være spændt før. Men nu, hvor jeg skal starte, kan jeg godt mærke, at jeg begynder at blive spændt. Det bliver fedt, siger Dina Raabjerg.

1:16
Dina Raabjerg har haft svært ved at glæde sig over sit nye job. (Arkiv)

Tæt program

Der er ikke udsigt til en stille første arbejdsdag på Christiansborg for Dina Raabjerg, der siden 2021 har været byrådsmedlem i Ikast-Brande Kommune. 

Det Konservative Folkeparti har skruet en fuld dag sammen til den 53-årige politiker.

Udover en masse praktiske ting, som udlevering af computer, parkeringstilladelse og tildeling af et kontor, skal den uddannede økonom som noget af det første hilse på partiets nye gruppeformand, Mona Juul.

Senere på dagen skal hun også møde resten af de konservative folketingsmedlemmer. Dina Raabjerg regner ikke med, at Søren Papes Poulsens død kommer til at fylde ret meget på gruppemødet.

- Min fornemmelse er, at det er meget vigtigt for partiet, at jeg får en god start, og at det ligesom ikke skal overskygge, at jeg kommer godt i gang.

Ny hverdag i København

Udover at være byrådsmedlem, har Dina Raabjerg siden juni sidste år arbejdet med digitalisering og strategi hos bygge- og anlægsvirksomheden Per Aarsleff i Aarhus.

Nu bliver det job altså skiftet ud med en dagligdag fyldt med politik i København, hvor hun regner med at skulle opholde sige fire dage om ugen.

Der er stadig mange uafklarede praktiske spørgsmål. For eksempel ved Dina Raabjerg endnu ikke, hvor hun skal bo. Hun forventer dog, at Folketinget stiller en lejlighed til rådighed.

Ved det seneste folketingsvalg i 2022 fik den konservative politiker 770 stemmer.

Det var ikke nok til at blive valgt ind dengang, men nok til at blive førstesuppleant i Vestjyllands Storkreds. En titel der i dag er blevet vekslet til fuldgyldigt medlem af Folketinget.