Talte i kirken til Pape: Fik ikke sagt det hele til sin bedste ven

De har leget sammen. De har været uenige, så det bragede. De har grinet, så det kunne høres.

Nu har Søren Vandsø mistet sin ven - Søren Pape Poulsen.

- Vi var vel hinandens bedste. Fra min side i hvert fald. Og det tillader jeg mig også at sige, jeg var for ham, fortæller Søren Vandsø.

Dagen efter, at han var med til at sige farvel til sin bedste ven Søren Pape Poulsen, var Søren Vandsø tilbage i Viborg Domkirke.

Den konservative generalsekretær valgte at deltage i højmessen på en dag, hvor det var tid til eftertanke.

- Det, jeg mærker nu, er en ro. Men det er selvfølgelig også et savn, der bliver tydeligere og tydeligere. Den sidste uge har været travl, og derfor har vi måske også lidt glemt os selv. Nu er jeg glad for at komme her i kirken i dag og opleve den ro, som jeg virkelig har haft brug for, fortæller han. 

Søren Vandsø og Søren Pape Poulsen var bedste venner, siden de mødtes første gang i 1991. De begyndte i politik nogenlunde samtidig og har arbejdet meget tæt sammen i Pape Poulsens 10 år som formand for Det Konservative Folkeparti.

- Der er ikke gået en dag de sidste 10 år, hvor vi ikke har kommunikeret. Ikke en dag. Det er alle dage, hvor vi har skrevet eller talt sammen om stort som småt. Så der er tomt på hans plads i telefonen lige nu.

Var ved Pape, da han døde

Da Søren Pape Poulsen døde af en hjerneblødning lørdag 2. marts, var Vandsø ved hans side. 

- I situationens alvor og ufattelighed synes jeg faktisk, at der var den ro, som Søren altid udstrålede, når han trådte ind i et rum. Selv i den situation, hvor han lå der uden bevidsthed, var der en ro omkring ham. Det skabte også en ro om os, der havde mulighed for at være der, inklusiv hans mor Ruth selvfølgelig.

- Der var sorg, og vi var kede af det. Det var sørgeligt og trist, men vi var sammen om det. Og det betød også meget for os, at biskoppen i Viborg, Henrik Stubkjær, også var en del af det. Og jeg ved, at det også ville have betydet meget for Søren.

Fik sagt det meste

Under bisættelsen i Viborg Domkirke holdt Søren Vandsø en tale til sin ven lige efter jordpåkastelsen. En tale der efterfølgende har fået en overvældende modtagelse.

- Jeg har fået så mange flotte, varme beskeder, så jeg er helt overvældet. Jeg er meget taknemmelig. Det er nok et udtryk for, at jeg har ramt det, som jeg gerne ville, og som andre også har følt, jeg skulle sige. Jeg glemte garanteret rigtigt meget, men det har jeg sagt til ham selv, og når jeg har tænkt på ham. Men hvis det skulle med, havde det været en meget lang bisættelse.

- Det var vigtigt for mig at holde talen af flere grunde. For det første, fordi jeg holdt den på vegne af Sørens forældre, men også på mine egne og de nære venners vegne. Og så var det også et parti, der tog afsked med ham. Vi har mere end 10.000 medlemmer, der har været rigtigt hårdt ramt.

Søren Vandsø fortæller, at der aldrig var noget usagt mellem ham og Pape. Det betyder også, at de sommetider kunne være uenige.

- Det er det, et rigtigt stærkt venskab kan holde til. Vi kunne også tale tydeligt til hinanden. Ikke tit, men vi gjorde det. Og vi var aldrig i tvivl om, at det kunne vores venskab holde til.

Men nu er hans bedste ven ikke mere.

- Det er et stort tab, som jeg ikke har forstået endnu. Jeg har registreret det og gjort alt for, at han blev sendt afsted på bedste vis. Jeg var ved ham til allersidst. Men nu kommer der også en tid til refleksion for mig og de nærmeste, ikke mindst for hans forældre Ruth og Svend, som vi alle sammen føler med.