Bianca fandt kærligheden efter tv-optræden: Derfor holder hun sin flirt for sig selv

Bianca Eisenhart, der kommer fra Struer, har set en flirt i et par måneder nu, men hun holder ham for sig selv af flere årsager.

Bianca1
Foto: Anders Brohus / TV 2

- Han er så fucking sød.

Sådan udbryder Bianca Eisenhart om sin flirt, som hun nu har set fast i et par måneder, og som hun begyndte med at date, mens hun stadig optrådte i programmet Landmand søger kærlighed.

Så måske gav det sig selv, at han skulle holdes i det skjulte, indtil hun ikke længere var at finde på skærmen. Men selvom Bianca nu ikke længere optræder i programmet, holder hun stadig den søde fyr for sig selv, som hun tidligere har fortalt.

- Først og fremmest havde jeg lovet ham, at jeg ville snakke med ham om, hvor meget han havde lyst til, at der skulle komme ud. Han var ikke klar til fuld offentlighed, og det havde jeg fuld forståelse for, siger den 21-årige landmand.

- Og selvom jeg kan tænke: Årh, hvor vil jeg gerne vise ham frem, og jeg er så glad. Så respekterer jeg også hans behov.

Jeg er ikke sindssyg

Men der er også andet, der holder Bianca fra at dele sin kærlighed. For efter programmerne er blevet sendt, har hun oplevet ubehagelige henvendelser på de sociale medier og i sin private indbakke. Senest var hun selv aktiv i kommentarsporet på TV MIDTVESTs Facebookside, efter vi i går delte artiklen om den nye flirt.

- Derfor ville jeg også gerne skåne ham for, at folk også skulle skrive grimt til ham, siger hun.

- Nu har jeg været nok på de her sociale medier til at vide, at det ville folk også begynde at gøre til ham.

"Møgkælling", "sindssyg" og "narcissist" er bare nogle af de ord, Bianca fortæller, hun har fået med på vejen. Hun har ikke fortrudt sin deltagelse i programmet, og hun er godt klar over, at når man stiller sig frem i offentligheden, står man også for skud.

- Jeg vidste godt, det kunne give bagslag, det var jeg ikke så meget i tvivl om. Det var mere hvor overvældende det føltes, at det blev så personligt, siger hun.

- Folk må gerne have en holdning. Men at være så nedladende og modbydelige – det er kommet bag på mig.

Og særligt at blive udnævnt som for eksempel psykopat, påvirker Bianca på en særlig måde.

- Jeg er jo ikke diagnosticeret psykopat. Det er jo faktisk en lidelse. Det med bare at slynge ud, at jeg er psykopat og narcissist, det er jeg ikke – jeg har borderline, siger hun.

Særlig scene i fokus

Den hårde tone på de sociale medier relaterer sig særligt til en bestemt scene i programmet, hvor Bianca Eisenhart er på romantisk weekend med 23-årige Sebastian Jørgensen.

De nåede aldrig til overnatningen, da uoverensstemmelser over middagen endte med at afbryde opholdet, og de to skiltes.

Flere kommenterer, at Bianca var for hård mod Sebastian under middagen. Og da Bianca selv ser scenen, er det tydeligt for hende, at hun under diskussionen med Sebastian slog over i en anden personlighed, hvilket er kendetegnende for hendes borderline.

- Jeg kan ikke følelsesregulere på samme måde som andre, siger hun.

- Som seer kan man nok godt se, hvornår jeg slår over i min borderline. Det var jeg selv overrasket over at se.

Det er opførslen efter det skift i personligheden, folk ofte reagerer på, når de skriver til eller om Bianca. Det føles som om, at det er den eneste scene, folk har set, og ikke alle de scener, hvor hun er glad, fortæller hun.

- Jeg forstår godt, at der er mange, der ikke taler om, at de har borderline, efter alle de møgfald jeg har fået, siger hun.

- Jeg tror, at det, der er hårdt for mig, det er ikke at føle mig forstået. Jeg forventer ikke at blive fuldstændig respekteret – det eneste, jeg spørger om, er en lille smule forståelse for den her diagnose, som rigtig mange lever med.

Man kan ikke gøre alle glade

Og selvom Bianca Eisenhart synes, at kommentarerne og beskederne kan være ubehagelige, tror hun, at hun får svært ved ikke at læse dem, der muligvis vil dukke op i fremtiden.

- Jeg er simpelthen for nysgerrig. Men lige nu kan jeg godt mærke, at jeg skal tænke over, om det er tiden og energien værd. Og nej, det er det nok ikke, siger hun.

- Man kan ikke gøre alle mennesker glade, og det behøver man heller ikke. Der vil altid være nogen, der ikke bryder sig om en.

Nu vil hun fokusere på at være sig selv på sin Instagram og TikTok, som hun også var aktiv på før programmet.

- De skal jo have den samme Bianca tilbage igen. Det er i hvert fald mit mål, siger hun.

Og heldigvis har hun en god støtte ved sin side – nemlig hendes flirt.

- Han har været en stor støtte i det her. Det er helt vanvittigt, siger hun.

Og hvem ved – måske finder vi snart ud af, hvem den heldige er.

Tror du, du kommer til at offentliggøre ham på et tidspunkt?

- Ja, det tror jeg. Vi har haft snakken, siger hun.