Flere indbrud begået med nøjagtig samme metode
På omkring fem timer blev der anmeldt tre indbrud i samme by.
I tre hjem i Ulfborg kom beboere torsdag aften hjem til en ubehagelig overraskelse. For i løbet af aften havde der alle tre steder været indbrudstyve på spil – og tyvene var kommet ind i husene med samme fremgangsmåde.
Det oplyser politiassistent Christina Bjerg fra lokalpolitiet i Holstebro.
Første anmeldelse kom fra Enghaven, hvor en beboer havde været væk i tre kvarter fra omkring 18.00 og ved sin hjemkomst fandt et vindue, der var brudt op med håndværktøj.
Næsten samme oplevelse havde en beboer på Havrevænget, der kom hjem 22.30 til et opbrudt vindue ind til husets soveværelse.
- Huset bar præg af, at der havde været nogen rundt i det, og så var der umiddelbart stjålet kontanter, siger politiassistent Christina Bjerg.
På Niels Buggesvej var den også gal. Her var det igen et vindue til et soveværelse, der var brudt op.
Politiet har ingen af stederne endnu fuldt overblik over, hvad der er blevet stjålet.
- Inden vi kommer frem, bliver borgerne bedt om ikke at rydde op, så vi kan sikre spor. Efterfølgende får de et dokument, som de kan indsende med en liste, når de har været det hele igennem, siger Christina Bjerg.
Men det var ikke kun fra Ulfborg, der kom anmeldelser om indbrud torsdag. Også to andre steder var der meldinger om ubudne gæster. Fremgangsmåden i de to tilfælde er dog ikke identiske med dem fra Ulfborg.
På Struervej i Holstebro blev en rude knust i en butiksdør i løbet af natten til torsdag.
- Der har været færden derinde, men det er endnu ikke gjort op, om der er stjålet noget, siger politiassistenten.
I Harboøre gik det ud over en bolig på Borgervænget, hvor en terrassedør blev brudt op.
- Der er blevet kigget i skabe og skuffer, og der er forsvundet smykker og kontanter, siger Christina Bjerg.
Politiet efterforsker nu sagerne for at se, om der er en sammenhæng.