Gaderæser i dialog med politi og kommune: - Vi mangler et sted at mødes til ræs

Politiet er siden april rykket ud til dobbelt så mange ulovlige gaderæs end normalt. Gaderæserne siger selv, at de mangler et sted at være, og nu er Struer Kommune klar til at gå i dialog med de unge.

Ronni Koldsø mødtes i dag med formanden for Teknik-, miljø- og klimaudvalget i Struer Kommune.
Ronni Koldsø mødtes i dag med formanden for Teknik-, miljø- og klimaudvalget i Struer Kommune.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

En Golf III fra 1995. 1,8 benzinmotor og 90 heste. Næsten helt original. Sådan ser Ronni Koldsøs bil og helt store hobby ud.

- Biler betyder alt for mig. Jeg kan ikke forestille mig en dag uden biler. Jeg bruger stort set alt min fritid på dem. Næsten hver aften kører vi enten til Struer eller Holstebro, hvor vi mødes 10-15 biler, siger Ronni Koldsø fra Struer.

Når han mødes med de andre bilentusiaster, kører de også ofte ræs. Og det er ulovligt på offentlige veje.

- Vi mangler et sted, vi kan holde træf, hvor vi kan mødes og kigge på biler. Og så vil vi også gerne have et sted, hvor vi kan få lov til at køre gaderæs. Det bedste ville være, hvis vi kunne få et lukket område med asfaltvej, forklarer Ronni Koldsø, der er talsmand for en gruppe af dem, der gerne ville kunne mødes for at vise biler frem.

Ronni Koldsø sammen med sin Golf.
Ronni Koldsø sammen med sin Golf.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Lindtorp Flyveplads er ideel til ræs

Drømmen for de unge er 600 meter lige vej med asfalt, ikke for mange naboer og plads til parkering.

I weekenden var 1.130 personer i 706 biler samlet til demonstration i Struer og Holstebro. De ville gøre opmærksom på, at de mangler et sted at mødes. Og nu har de fået en politiker i tale.

I dag mødtes Ronni Koldsø med Marianne Bredal, der er formand for Teknik-, miljø- og klimaudvalget for Venstre i Struer Kommune. Og hun fik udvidet sin horisont.

- Vores primære interesse er at sørge for, at de ikke holder til i byen, hvor de kan genere andre mennesker. Men hvis det viser sig, at der er så mange unge mennesker, der har så stor interesse for lige præcis det her felt, så synes jeg da egentlig også, at vi har en forpligtigelse til at prøve og hjælpe med at vise dem til rette, siger Marianne Bredal.

Gaderæserne foreslår selv, at de kunne bruge Lindtorp Flyveplads, der ligger mellem Holstebro og Struer. Den idé er politikeren ikke afvisende over for, og hun er nu klar til at tage endnu en snak med de unge mennesker.

- Forslaget er nyt for mig, så det er et element, der kan gå med videre i dialogen, og så må vi se, om vi kan finde en fornuftig løsning, så de og alle andre kan være her, siger Marianne Bredal.

2:37
 

Møde med politiet

Der er allerede flere steder, hvor der bliver arrangeret lovlige gaderæs – blandt andet i Skjern og 'Striben' i Randers. Men det kræver mange tilladelser og forberedelser, hvis de også skal gøre det i Struer.

- Hvis man skal køre ræs, så er der en hulens masse sikkerhed, der skal være på plads. For det er farligt, og det er nogle stærke kræfter, der er på spil. Der skal være sikkerhed overfor publikum, der skal være ambulancer, samaritter og forsikringer på plads, siger Henrik Glintborg, der er leder af færdselspolitiet i Midt- og Vestjylland.

Han skal mødes med Ronni Koldsø i morgen, hvor han vil orientere gaderæserne om de formelle krav.

De unge selv er glade for at være i dialog med både politiet og kommunen, og håber at kunne finde et sted, hvor de kan mødes én til to gange om måneden.

- Jeg er meget positiv efter mødet med Marianne. Hun havde ikke nej-hatten på fra starten, så vi kan finde ud af det sammen, siger Ronni Koldsø.