Hotel for hunde: - Der bliver sorteret med hård hånd
Opholdet på hundehotellet skal være som en ferie for hundene.
Spa, god mad og roomservice. Alt sammen ting, som for de fleste lyder rimelig tiltalende. Det er nu ikke længere kun forbeholdt mennesker. Pia Sølvstrand fra Resen ved Struer har nemlig startet et hundehotel.
- Jeg elsker jo hunde, så det var nemt. Vi har købt landejendommen her bare for at lave det, siger Pia Sølvstrand.
Der kan være tre hunde på besøg ad gangen.
- Det betyder jo, at de har vores opmærksomhed. Vi tilbyder jo næsten, det man kalder 24-timers roomservice, fordi de bor sammen med os inde i huset. Derudover får de masser af frisk luft, bliver socialiseret, og man kan bestille en spa-aftale, hvor de kan blive klippet og vasket under ferieopholdet, fortæller Pia Sølvstrand.
Og opholdet skal bogstavelig talt tænkes som ferie.
- Vi har ikke hunde i pasning - vi har dem på ferie, hvor de hygger med de andre og får nye venner, sover sammen og hygger, siger hun.
Optagelsessamtale
Det er vigtigt for hotelejeren, at det er de rigtige hunde, der kommer på besøg.
Derfor skal man til en optagelsessamtale.
- Det foregår ved, at vi laver en walk-and-talk, hvor hunden er med. Så går vi en tur, og så observerer jeg simpelthen på hunden.
Observationer som skal bruges til at finde ud af, om hunden passer ind sammen med hotellets andre hunde.
Det betyder, at hun nogle gange er nødt til at afvise nogle ellers potentielle kunder. Men sådan ser hun det ikke.
- Her hos os er det hundene, det drejer sig om. Alle hundene er registret på deres navne. Ejerne de kan få lov at hente og aflevere, erkender hun.
- Så hvis en hund ikke passer ind hos os, så betyder det jo, at de andre lider under det, og det er ærgerligt. Så der bliver sorteret med hård hånd.
Fælles gåtur
Pia Sølvstrand inviterer ofte alle interesserede hunde og deres ejere til fælles gåtur, hvor de sammen kan nyde naturen, leg og hyggeligt samvær.
Lørdag eftermiddag deltog 16 hunde og deres ejere.
- Det er for at skabe noget socialt samvær med hunde i omegnen - samt et sted, hvor der bliver nørdet hund, udstyr, pelspleje og ideer til hvor man køber det henne.
Adskiller sig fra hundepensioner
Ideen til hundehotellet opstod, fordi det ikke føltes rigtigt for hotelejeren at sende hendes egne to hunde på et almindelig dyrepensionat.
- At stå for sig selv i en boks, når man er vant til at ligge på en sofa og være sammen med mennesker, det ved jeg i hvert fald, at det ville knuse mine små hundes hjerter, siger hun.
Det var også grunden til, at kunden Heidi Noer valgte at få sin hund Alma passet på hundehotellet.
- Jeg er fuldstændig tryg ved at have Alma passet herude. Jeg kan aflevere hende, og så ved jeg, at hun har de bedste betingelser. Hun må være i sofaen, hun må være i sengen, og der bliver hygget. Så det er helt fantastisk at være her.
Heidi Noer og hunden Alma er også nogle af dem, der gerne deltager i fællesgåturene.
- Det er så hyggeligt at komme med ud på de her gåture og møde andre mennesker, og hundene får også noget godt socialt, siger Heidi Noer.