Over 500 i protest mod ny skolestruktur: Mor føler sig snydt
Ny skolestruktur fik flere hundrede borgere til at deltage i et borgermøde i Struer.
Politikerne i Struer Kommune lægger op til at ændre skolestrukturen, så der fra sommeren 2024 bliver et samlet skoledistrikt i Struer.
Det vil betyde, at Limfjordsskolen bliver for 0. til 6. klasseelever, mens Parskolen bliver for overbygningen, hvor begge skoler nu har både indskoling og overbygning.
Den nye skolestruktur vækker langt fra begejstring hos mange borgere, derfor var der borgermøde i byen torsdag aften, og her mødte over 500 lokale op.
En af dem var Katrine Holmboe, som flyttede til Struer for et halvt år siden med sin familie.
Hun har en datter, der skal starte i skole til næste sommer, men det bliver langt fra den skolegang, hun forventede.
- Jeg er simpelthen så skuffet, jeg føler mig snydt. Vi havde tænkt anderledes, hvis vi havde vidste, det skulle være på den her måde. Jeg føler, der er nogen, som har taget noget fra mig, som var en del af den drøm, som vi havde om at bo her, siger Katrine Holmboe.
Dyr skolestruktur
Ifølge Struer Kommunes borgmester Mads Jakobsen (V), så er den nye skolestruktur nødvendig, fordi den nuværende er for dyr.
- Faktisk ligger vores driftsomkostninger omkring 14.000 kroner højere pr. elev, end de gør i vores nabokommuner, det bliver vi simpelthen nødt til at kigge på, forklarer han.
Ud af byrådets 21 medlemmer, er det et snævert flertal på 12 politikere fra Venstre, Konservative og Radikale, der er blevet enige om aftalen.
Socialdemokratiet mener, der må kunne findes andre løsninger.
- På baggrund af den dokumentation, som vi har fået undervejs, så er der ikke noget, der underbygger, at det er nødvendigt at ændre på skolestrukturen. Vi er enige i, at der er faldende børnetal, men ikke noget der retfærdiggør, at man laver sådan en omfattende strukturændring, siger Jesper Olesen, der er medlem af Socialdemokratiet i Struer Kommune.
Borgmesteren så gerne at partiet tog mere ansvar.
- Jeg vil helst, at også Socialdemokraterne også træder ind i det rum og tager ansvar for at finde nogle økonomiske holdbare løsninger i Struer Kommune, men det har man valgt ikke at gøre, understreger Mads Jakobsen.
Til borgermødet dukkede også borgmesteren op, og han forsvarede den nye skolestruktur.