Vestervig Skole lukker: Men kampen for en skole i byen fortsætter

Efter en flere timers lang debat i kommunalbestyrelsen i Thisted blev det tirsdag aften besluttet, at kommunens mindste skole med 47 elever skal lukke.

Selvom politikerne tirsdag aften besluttede at skolen i Vestervig skal lukke, så håber formanden for skolen, Henriette Steffensen, at skolen genopstår som friskole.
Selvom politikerne tirsdag aften besluttede at skolen i Vestervig skal lukke, så håber formanden for skolen, Henriette Steffensen, at skolen genopstår som friskole.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Med det mindst tænkelige flertal besluttede kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune tirsdag aften, at lukke den kommunale skole i Vestervig. Beslutningen blev vedtaget med stemmerne 13 for og 12 imod. Eleverne skal flyttes til Hurup Skole.

Forslaget om at lukke overbygningen på Vesløs Skole blev ikke vedtaget. 11 stemte for forslaget. 13 stemte imod. En undlod at stemme.

Forslaget om at en skole ikke må have færre end 75 elever blev vedtaget. 13 stemte for. 12 stemte imod.

Kampen fortsætter

Men at kommunalbestyrelsen vil lukke skolen i Vestervig har ikke slukket kampen for skolen.

- Det betyder jo bare at vi skal have en skole i Vestervig, som ikke længere bliver drevet af kommunen, lød det straks efter beslutningen fra Henriette Steffensen, formand for Vestervig Skole.

- Der er ikke nogen der har vundet noget i dag ved denne beslutning. Vi kan ikke finansiere de andres skolers eksistens ved at lukke vores skole, siger Henriette Steffensen.

Et splittet Socialdemokrati

Beslutningen blev taget efter omkring 2,5 times debat. Konservative, Nye Borgerlige, SF og Enhedslisten var i mod skolelukningen - sammen med fire medlemmer af den socialdemokratiske gruppe.

Her var der til gengæld stemning for at støtte et forslag fra den socialdemokratiske mindretalsgruppe, der i løbet af debatten blev døbt lille A.

2:51
Kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune besluttede i dag at lukke en skole, men der var uenighed og vild debat til det sidste.

Forslaget gik ud på, at alle folkeskoler skulle udarbejde en handleplan i 2023. Dette forslag nåede aldrig at blive sendt til afstemning, da de to andre forslag blev vedtaget.

En stor del af debatten gik ud på, at mindretallet skulle have overbevist et enkelt medlem af flertalsgruppen om, at vedkommende skulle ændre mening.

Flertallet holdt dog på, at det var vigtigt, at der blev vedtaget en løsning, som gav ro på skoleområdet et stykke ud i fremtiden. Og her var holdningen, at en lukning af kommunens mindste skole var den rigtige løsning.

Det kom under debatten frem, at Vestervig Skole har 47 elever.