Steen Mogensen og fire unge vinder kampen mod kiloene

Steen Mogensen begav sig for fem måneder siden ud på en rejse sammen med Lykke, Simon, Mathilde og Frederik. Målet for rejsen var klart - de skulle alle tabe sig.

Ved den sidste træning fik Lykke, Simon, Mathilde og Frederik et diplom for fem måneders hårdt arbjede.
Ved den sidste træning fik Lykke, Simon, Mathilde og Frederik et diplom for fem måneders hårdt arbjede.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

De mødes det samme sted for sidste gang - nemlig i Midtpunktet på Thyholm, som også dannede rammerne for deres første møde for godt fem måneder siden.

I tiden der er gået, er der blevet kæmpet hårdt for at opnå en sundere livsstil og for at få smidt nogle af koppens overskydende kilo.

Og det er en kamp, som de fire unge Lykke, Simon, Mathilde og Frederik har vundet.

- Hold da op, er det virkelig mig? Det er lidt underligt at tænke på, at man før ikke var så vild med at kigge sig selv i spejlet, og nu kigger man sig selv i spejlet hele tiden, siger Lykke Bach Laursen, der er 14 år gammel og kommer fra Thyholm. 

Hun er blandt de fire, som TV MIDTVEST de seneste fem måneder har fulgt på deres vægttabsrejse.

Det er Steen Mogensen, der har taget initiativ til at de fire unge skal mødes og forsøge at smide nogle kilo. Og han er en glad mand, da han på deres sidste fælles træning ser resultatet af fem måneders hårdt arbejde.

- Det er ikke til at få armene ned over at afslutte på den her måde, og at have fået fire glade unge mennesker igennem sådan et koncept her, siger Steen Mogensen, der frivilligt har trænet med de unge.

- Og at de alle sammen har tabt sig mega meget - jeg kunne ikke være mere glad, end jeg er i dag, fortsætter han.

De unge har tabt ikke mindre end 22 kilo til sammen.

- Man føler sig mere stolt af sig selv, og man lærer sig selv meget bedre at kende, siger Simon Vangsgaard Madsen på 13 år. 

Stolte forældre

Selvom alle fire unge er kommet godt i mål, har der været bump på vejen. Da projektet havde været i gang i en måneds tid, ramte corona nemlig.

Det betød, at de unge og Steen ikke kunne træne sammen. Løsningen på det problem blev at mødes på Facetime og så gennemføre de hårde programmer der i stedet.

Den seje kamp er noget, der bringer smilet frem på forældrenes læber.

- Man bliver da mega stolt over, at han har nået det, siger Simons far, Peter Madsen. 

- Og man kan se, at ens søn er mega glad for det. Det har været sjovt at være en del af. Vi har kunne gå og løbe sammen, så det har været fantastisk for hele familien, fortsætter han. 

Taknemmelighed fra de unge

Steens store frivillige indsats blev af de fire unge belønnet med en kurv.

- Det gav da en klump i halsen, og jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle sige eller gøre af mig selv, for jeg har gjort det for deres skyld, siger Steen Mogensen.

Med masser af smil og gode minder i bagagen er det tid til, at de unge skal stå på egne ben.

- Det bliver da lidt trist. For de andre hepper jo på en, og man får lyst til at gøre det hårdere, for at vise dem, at man godt kan, siger Lykke Bach Laursen.

Planen er dog, at den nyvundne form skal blive.

- Så er det nu, at man skal holde ved og bare gøre det bedste man kan, siger Simon Vangsgaard Madsen.

16:45
Her kan du se hele de unges rejse mod et sundere liv.