Trods afbrændingsforbud: Her kan du se sankthansbål på fredag

Mindst ét sted i landsdelen er sankthansbålet alligevel ikke aflyst.

Også sidste år tændte marinaen bål på vandet - men i år må tømmerslåen skubbes længere ud i bugten.
Også sidste år tændte marinaen bål på vandet - men i år må tømmerslåen skubbes længere ud i bugten.
Foto: Handbjerg Marina

Når midsommersangen spiller over det ganske land, bliver det også med knitren fra bålet på en strand i Midtjylland. 

I dag aflyste beredskaber landet over ellers den traditionelle sankthans med bål i haven eller på stranden, og indførte et målrettet afbrændingsforbud på fredag. 

Men på Hanbjerg Marina ved Vinderup fyrer frivillige - på trods af forbuddet - alligevel op for flammerne. 

- Nu hvor de frivillige har arbejdet hårdt for det, er det superfedt, at det kan lade sig gøre, siger Thomas Luckmann, som er formand for Handbjerg Marina. 

Tømmerflåde og gode vindforhold

Bålet er muligt på marinaen, fordi afbrændingsforbuddet gælder på land og 200 meter ud. 

- Sidste år havde vi bålet på en tømmerflåde, og det gør vi igen i år, men sejler den 200 meter ud, før bålet bliver tændt, forklarer formanden for marinaen, Thomas Luckmann. 

På den måde undgår arrangørerne afbrændingsforbuddet, og det har formanden ingen kvaler med. 

- Vi læner os op ad de sikkerhedsregler, der er udstedt, og hvis brandvæsnet mener, at det er sikkert på tømmerflåden, så tror vi på det, siger han.

En kajaksejler skal tænde bålet, som står på en tømmerflåde, som er bygget til formålet.
En kajaksejler skal tænde bålet, som står på en tømmerflåde, som er bygget til formålet.
Foto: Handbjerg Marina

Beredskabschef i Nordvestjyllands Brandvæsen, Claus Bo Nielsen bekræfter, at modellen i Handbjerg Marina ikke er omfattet af forbuddet. 

- Handbjerg Marina er et sted, hvor det praktisk godt kunne lade sig gøre at tænde bål 200 meter fra land. Det, tror jeg, vil være sværere ude på Vesterhavet, siger han. 

Grænsen ligger ved 200 meter, fordi beredskabet vurderer at gnister, der skal flyve mindst 200 meter for at nå land, vil være slukket inden, de når så langt. 

- Reglerne er en vurdering ud fra vindforholdene på fredag, hvor vi kan se, at der maksimalt kommer ni meter i sekundet i vores område. Derfor er der stadig en mulighed for at tænde bål på vand, hvis man er mere end 200 meter fra land, siger Claus Bo Nielsen. 

Også sidste år brugte Handbjerg Marina modellen, hvor kajaksejlere tændte bålet, som stod på en tømmerflåde i vandet. Sidste år var der dog ikke afbrændingsforbud, og derfor var bålet dengang placeret tættere på kysten.
Også sidste år brugte Handbjerg Marina modellen, hvor kajaksejlere tændte bålet, som stod på en tømmerflåde i vandet. Sidste år var der dog ikke afbrændingsforbud, og derfor var bålet dengang placeret tættere på kysten.
Foto: Handbjerg Marina


Ingen bål i haver og på stranden

Så snart man befinder sig på land - eller i vand tættere på kysten - er det forbudt at tænde bål på fredag. 

- Vi har forsøgt at gøre reglerne så enkle at forstå som muligt, og derfor er der indført et generelt afbrændingsforbud, som gælder alle former for bål, forklarer beredskabschefen. 

Og derfor er der heller ingen undtagelser eller dispensation fra reglerne, slår han fast. 

- Vi har fået nogle henvendelser om dispensation, men det har vi lukket helt ned for. For det første vil det kræve, at vi lavede en større sagsbehandling ved hver sag. Hvis vi åbnede for den mulighed, ville halvdelen af foreningerne i området jo prøve at søge det, og det har vi slet, slet ikke ressourcer til, siger Claus Bo Nielsen fra Nordvestjyllands Brandvæsen. 

Forventer over tusind gæster

Mange steder i landsdelen bliver Sankt Hans noget anderledes i år, hvis man er vant til bål og kulgrill. 

Og derfor forventer formanden for Handbjerg Marina, Thomas Luckmann også, at arrangementet på marinaen kan blive velbesøgt. 

- Normalt har vi 1000 deltagere til Sankt Hans, og bålet kan jo åbne muligheden for, at der kommer rigtig mange i år. Marinaen har den størrelse, den har, men vi har det i tankerne, når vi forbereder os. Det er for eksempel parkeringsforhold, som vi skal have tænkt igennem, siger formanden. 

Udover bål på vandet skal erhvervs- og arbejdsmarkedschef i Holstebro kommune, Søren Landkildehus holde båltale, og der vil være fællessang og musik på marinaen.