Kollaps på topmoderne hospital: - Der vil opstå nogle fejl
I kælderen på Regionshospitalet i Gødstrup er der problemer. Igen.
Problemerne har stået i kø på Regionshospitalet i Gødstrup. Og nu er flere kommet til.
En betonvæg i kælderen på det nye, moderne regionshospital i Gødstrup er bukket under for et længerevarende pres fra bygningens affaldssystem.
Men det er svært at gardere sig mod, hvis man spørger Jacob Pedersen, der er teknisk chef på Regionshospitalet Gødstrup.
- Det er et spørgsmål, vi får hver gang, vi har en reklamationssag, men det er jo nogle gigantisk store projekter og hospitaler, vi bygger. Så der vil opstå nogle fejl og mangler, som vi oplever undervejs, konstaterer Jacob Pedersen.
Det er nærmere bestemt et kilometerlangt rørsystem i kælderen, der har fået væggen til at kollapse. Systemet bruges til at suge affald og sengelinned, men undertrykket fra røret har været så kraftig, at det har fået væggen til at kollapse.
Og rørsystemet havde også problemer, da det først blev indført. Dengang var problemet, at rørene ikke var svejst ordentligt sammen.
Hundredvis af vinduer
Væggen og rørsystemet er ikke det eneste, der er mangelfuld i øjeblikket. Også det nye hospitals vinduer og dertilhørende persienner har problemer.
Her står 950 ruder til at blive skiftet ud. Vinduerne har indbygget persienner, og det er altså det system, der er problemer med.
Men det er dog på leverandørens regning.