Støjberg skal i samråd om teltlejr
Radikale Venstre vil kalde Inger Støjberg i samråd. Partiet mener, at teltlejren i Thisted er overflødig.
Efter flere voldelige episoder i teltlejren i Thisted, overvejer Udlændinge- og integrationsordfører Inger Støjberg at øge overvågningen på stedet, så de ansatte kan føle sig mere trygge.
Men Radikale Venstre og Røde Kors sætter spørgsmålstegn ved den plan – de mener i stedet teltlejren bør lukke, nu hvor flygtningeantallet er faldende.
- Der er tomme pladser i teltlejrene rundt omkring, og nogle af dem står næsten tomme. Vi hører fra operatørerne og Røde Kors, at der er masser af andre muligheder med pladser på faste centre med mere faste rammer, hvor man kan skabe bedre forhold. Derfor vil jeg gerne vide, hvorfor vi fortsat skal have de teltlejre, når man kunne huse dem langt bedre i faste huse, lejre og centre, hvor de kan få en tilknytning til det omkringliggende samfund, siger Sofie Carsten Nielsen, udlændinge– og integrationsordfører, Radikale Venstre til dr.dk.
Røde Kors: Der er bedre alternativer end teltlejren
De er ikke kun de Radikale, der mener, at teltlejren i Thisted bør lukkes helt ned. Også Røde Kors har svært ved at se, hvorfor den bør bevares.
- Regeringen sagde i sin tid, at det var på grund af kapacitetsproblemer, man lavede lejrene. Det argument har man ikke lavet om på. Der ER kapacitet nok uden for lejrene – så nedlæg dem da, siger generalsekretær Anders Ladekarl fra Røde Kors til dr.dk.
Sidste år annoncerede regeringen, at den regnede med at der ville komme 25.000 asylansøgere i 2016, men frem til nu er antallet kun nået op på 5000.
Teltleder har sagt op
For nyligt sagde lederen af teltlejren i Thisted sin stilling op. Mika Røsholt synes, at flowet i lejren er stoppet, ligesom hun oplever, at der bliver placeret hårdere flygtninge i lejren med større problemer, end de tidligere har været vant til at håndtere. Senest har lejren haft to voldelige episoder mod personalet.
- Jeg synes det er ærgerligt, at det er blevet en permanent løsning for beboerne, og jeg kan ikke rigtigt se mig selv blive ved med at holde gejsten oppe for beboerne og personalet, siger Mika Røsholt.
Støjberg: Ønsker bedre flow i teltlejren
Udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg synes det er trist, at lederen af teltlejren har sagt sit job op. Men hun anerkender, at der skal mere flow ind i den, hvis det skal køre optimalt.
- Teltlejrene bliver her jo som udgangspunkt. Jeg synes jo det er trist, hvis hun (Afgående afdelingsleder, Mika Røshot, red.) ikke kan se sig i det system, som der er bygget op. Altså, jeg synes ikke, at der er noget galt i den måde, vi behandler asylansøgere på i Danmark. Det varer lang tid, inden man får afgjort sin sag, og det vil jeg gerne ændre på. Jeg vil gerne have, at vi får et større flow i asylsystemet, så dem, der kommer hertil, får afgjort deres sager hurtigere, så dem, der reelt er forfulgte, skal blive her, og dem, der ikke er forfulgte, skal jo så sendes hjem noget hurtigere, siger Udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg.
Mika Røsholt har haft jobbet siden april og er altså den anden afdelingsleder, der tjekker ud i centerets små ti måneder lange levetid.