44-årig bilist overtrådte loven tre gange – nu har politiet taget hans bil
En 44-årig mand har fået beslaglagt sin bil af politiet efter flere lovovertrædelser.
En køretur på Jernbanegade i Hurup sidst på eftermiddagen i går fik en brat afslutning for en 44-årig mand fra Thisted Kommune. Da politiet stoppede ham, var han påvirket af stoffer, og han havde to gram hash på sig.
- Det er han blevet sigtet for. Desuden var han frakendt sit kørekort, siger Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Det var ikke første gang, at den 44-årige mand begav sig ud i trafikken i bil uden kørekort.
- Det var tredje gang, vi stoppede han uden førerbevis, og det betyder, at vi beslaglagde hans bil, forklarer Jørgen Jensen.
Bilen, der blev beslaglagt, var en Toyota Yaris.
Seat også konfiskeret
Også på Skivevej ved Løgstrup, nord for Viborg, måtte en mand sige farvel til sin bil. Fredag morgen stoppede en politipatrulje en Seat med en 33-årig mand fra Højslev bag rettet. Også han kørte bil, mens han var frakendt sit kørekort.
- Det var fjerde gang i hans frakendelsesperiode på to år, at han blev stoppet, så vi beslaglagde hans bil, siger Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Desuden havde manden ikke forsikring på bilen, der heller ikke var indregistreret.
Begge biler skal nu sælges, og overskuddet går til statskassen.