Alle forældres mareridt: Hugorm sneg sig op i seng og bed 4-årige Lukas
En 4-årig dreng fra Vorupør måtte to gange på hospitalet for at få modgift mod hugormebid.
Det er ikke usædvanligt, at man kan få et glimt af en hugorm, hvis man besøger heder eller plantager i Vestjylland. Hvad der til gengæld er usædvanligt, er at finde Danmarks eneste giftige slange liggende i sin seng.
Det var ikke desto mindre, hvad der skete for 4-årige Lukas Vestergaard Nielsen fra Vorupør, da han for ni dage siden vågnede brat op fra sin nattesøvn.
- Først troede jeg egentlig bare, det var noget, han havde drømt, men så kiggede jeg ned på hans finger, hvor jeg tydeligt kunne se to bidemærker, fortæller Christina Vestergaard Nielsen, der er mor til Lukas.
Lukas´ hånd begyndte derefter både at hæve og skifte farve, og det fik forældrene til at reagere. De satte straks kursen mod sygehuset i Thisted.
- Han var i lang tid meget utrøstelig og bange. Vi fik ham i bilen og begyndte at køre mod Thisted. Han fik så en pude til at lægge hans hånd på, for han havde tydeligvis meget ondt i den, fortæller Christina Vestergaard Nielsen.
Akut til Aalborg Universitetshospital
Det viste sig, at det var en hugorm, som 4-årige Lukas var blevet bidt af, og derfor blev han efterfølgende sendt akut til Aalborg Universitetshospital. Misfarvningen begyndte at sprede sig fra armen til brystet, og Lukas måtte til sidst modtage modgift.
For langt de fleste er slangebiddet ikke livsfarligt, men det kan dog være anderledes, når det er et barn, der bliver udsat for hugormens giftfyldte bid. Alle bør dog søge læge, hvis man bliver bidt af en hugorm.
- Ved hugormebid kan det risikable være, at der er så meget gift, der kommer rundt i kroppen, at det påvirker kredsløbet og hjertet. Det sker især ved børn, for der er ikke så mange kilo, hvor giften kan fordele sig på, lyder det fra Henrik Nielsen, der er professor og overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital.
Hugorme søger i skygge
Selvom hugormens primære bytte blandt andet er frøer, firben og mus, bliver omkring 400 mennesker hvert år bidt af en hugorm. Hugormen trives bedst i sandet jord, men det er altså ikke usædvanligt, at den kommer på afveje, når sommervarmen breder sig.
- Når vi har de her varme sommerdage, så bliver temperaturen jo ulidelig høj, og det bliver det også for hugormene. De vil gerne have noget skygge, og det er derfor, at de eksempelvis ligger op ad husmure eller i skygge ved terrassen, og hvis man har døren til at stå åben, så kan de altså også smutte indenfor, fortæller Tonny Toftdal, der er naturvejleder hos Naturstyrelsen i Thy.
Hugormen kan dog ikke på samme måde bevæge sig lodret op i luften, som andre slanger kan, så hvis man vil holde den ude, kan det være en fordel at sætte en forhindring op ved en åben havedør.
- Hvis man tager et bræt, der er 15-20 centimeter højt, så kan man sætte den fast nede foran døren. Så holder man hugorme, frøer og lignende ude, fortæller Tonny Toftdal.
Advarer andre forældre på Facebook
Selvom 4-årige Lukas i dag er ved at være ovenpå, efter han blev bidt af en hugorm, så har familien valgt at dele oplevelsen på Facebook.
- Lukas virker ikke rigtig påvirket af det. Han har sovet tre nætter i sin egen seng, så det er vi jo virkelig glade for, at han ikke endnu virker til at være påvirket af det. Det er egentlig også for at advare andre forældre om, hvad der kan ske, og at man skal være opmærksom på, at hugormene kan søge indad, fortæller Christina Vestergaard Nielsen.
Hugormen kan kendes på dens karateristiske sorte zig-zag bånd på ryggen.