Babyboom i Sennels: Småbørnsforældre fik kommunen til at spidse ører
Befolkningsprognosen i Sennels var helt ved siden af. Nu bygger Thisted Kommune en større børnehave, end de havde planlagt.
Projekt ny børnehave i Sennels kommer et år tidligere end planlagt, og samtidig har forældrebestyrelsen fået overbevist kommunen om, at den skal være større.
- Det er vi jo mega glade for. Det var med armene oppe over hovedet, den gang vi fandt ud af, at vi ville ende ud med en ny og større børnehave, siger Annika Kanstrup, der er formand for forældrebestyrelsen i Sennels Børnehave.
I tirsdags fik politikerne et brev fra forældrebestyrelsen lige op til mødet om den nye børnehave, hvor der blev rejst en kritik af en befolkningsprognose, som rådgivningsfirmaet COWI har lavet for kommunen.
Forældrene har nemlig kunnet påvise, at tallene overhovedet ikke passer med den familieforøgelse, der faktisk er sket i børnefamilierne i Sennels de seneste tre år. 25 eller 26 nyfødte har der været i hvert af årene, og tendensen fortsætter i 2021, hvor der de første to måneder er kommet otte nye, små Sennels-borgere til verden.
- Jeg er lidt ærgerlig over, at man fra kommunalside har haft så meget fokus på prognoser frem for at vurdere de enkelte byer. Det er igennem de sidste 10 år, der har været flere børn, end man har forventet. Men det er jo kun fedt, at de vil genoverveje, hvor mange børn der skal være plads til, pointerer Annika Kanstrup.
For lille allerede i 2024
Den nuværende børnehave, der er delt i to bygninger, blev bygget i 1986, så standen er ikke, hvad den har været.
- Vi stod og kiggede på en børnehave, hvor vi tænkte, det her burde vi kunne gøre bedre. Den har nogle år på bagen og er slet ikke opdateret i forhold til krav. Børnene har ikke mulighed for at lukke en dør på toilettet, fortæller formanden for bestyrelsen.
Derfor var planen fra kommunes side at bygge en integreret institution med plads til 50 børnehavebørn og 10 vuggestuebørn. Men det var slet ikke nok. Det vrimler nemlig med børn i Sennels.
- Allerede i 2024 vil der være 84 børnehavebørn, og så er den splinternye børnehave allerede for lille. Det var det, vi reagerede på. Vi bliver nødt til at gøre politikerne opmærksomme på, at prognoser og statistik er en ting, men det liv, der er i Sennels, det er noget andet, og det matcher ikke vores befolkningsudvikling, slår Annika Kanstrup fast.
Det kan kun gå for langsomt
Med forældrebestyrelsens brev i hånden er Thisted Kommunes planer om en integreret institution med plads til 60 børn lavet om. Her er de blevet overbeviste om, at den bliver for lille.
- Jeg synes jo, det er en succes at være så privilegeret i vores kommune, at der er så mange borgere, der bakker op om et lokalsamfund. Det betyder rigtig meget for en kommune, at vi kan understøtte, så der er gode faciliteter til børn og voksne, siger Ulla Vestergaard, der er borgmester i Thisted Kommune.
Forkvinden for forældrerådet i Sennels, Annika Kanstrup, er begejstret for udsigterne til den nye og større institution. Hvor mange børn den skal rumme vides endnu ikke, men hun glæder sig til at komme i gang.
- Jeg glæder mig til at komme videre, og vi forhåbentlig bliver enige om en børnehave, der er stor nok til alle vores børn. Og så glæder jeg mig helt vildt til den proces, der kommer med at udvikle en ny børnehave i samarbejde med medarbejdere og forvaltninger, siger Annika Kanstrup.