- Det er historien om det forudsigelige mord, siger biolog om billeder

Fiskebiolog i Danmarks Sportsfiskerforbund forventer, at fænomenet bliver mere udbredt inden længe.

0:28
Annette Thorning filmede denne video på en gåtur mandag morgen.
Foto: Privat

Tusindvis af døde småsild ligger mandag i vandkanten af Thisted Bredning nær Thisted Camping.

- Jeg blev lidt skræmt. Jeg har aldrig set noget lignende. Der ligger jo flere tusinde små fisk, og det forsatte et langt stykke henad stranden, fortæller Annette Thorning, der har delt en video af det makabre syn med TV MIDTVEST.

TV MIDTVEST har vist videoen til Kaare Manniche Ebert, der er fiskebiolog i Danmarks Sportsfiskerforbund. Han er ikke i tvivl om, at de mange fisk er døde af iltmangel.

- Det er historien om det forudsigelige mord, siger biologen.

Han henviser til, at fedtemøg, der en type alger, allerede i marts blev fundet i store mængder.

- Det var et forvarsel om en sæson med masser af iltsvind, forklarer biologen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den opdagelse, som Annette Thorning gjorde mandag morgen, er med stor sandsynlighed resultatet af iltsvind, mener Kaare Manniche Ebert.

- Der er kun én forklaring. Det er alger, der har forårsaget fiskedøden. Der har været en stor produktion af alger siden marts, som er rådnet på bunden og suget ilten op. Fiskene er kort sagt blevet kvalt, siger han.

Brug for langsigtet plan

Biologen hæfter sig ved, at den omfattende fiskedød har fundet sted midt juni.

- Der venter os grumme sager den her sommer, når det kommer nu, fastslår han.

En iltsvindsrapport fra Aarhus Universitet har fastslået, at det iltsvind, man oplevede i september sidste år, var det værste i 20 år.

Iltsvindet opstår, når algerne blomstrer op som følge af store mængder kvælstof.

Kvælstoffet kan i vid udstrækning føres tilbage til mennesker, hvor det anslås, at landbruget står for hovedparten.

Dele af kvælstoffet ender i eksempelvis Limfjorden, når store mængder nedbør skyller det af, mens en mindre del stammer fra eksempelvis renseanlæg, der løber over.

- Lige nu og her er der ingen løsning. Algerne rådner og fjerner ilten, men på længere sigt handler det om at nedbringe mængden af kvælstof i havmiljøet, siger Kaare Manniche Ebert.

Formand for Moderaterne og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har for nylig erkendt, at en aftale fra 2015 betyder, at landmænd må udlede mere kvælstof.