Fuldt hus nytårsaften: Sommerhusudlejer forventer udsolgt på årets sidste dag
Selvom de tyske turister annullerer deres bookinger, så overtager danskerne sommerhusene lynhurtigt.
Når vi den 31. december kan fejre nytår, så kan Jan Brusgaard, der er indehaver af Feriepartner Thy, roligt købe en ekstra flaske champagne.
Sommerhusudlejningen har nemlig en af de bedste vintre nogensinde og forventer, at alle huse er besat, når vi går ind i 2022.
- Vi oplever, at hvis vi frigiver et hus, så er det booket et par timer efter, så det er rigtig skønt. Vi har nogle ledige huse endnu, men jeg forventer at melde alt udsolgt til nytår, fortæller Jan Brusgaard.
Og det er altså ikke normalt for Feriepartner Thy.
- Vi plejer ikke at have helt udsolgt. Vi plejer at have lidt ledigt, så det er udsædvanligt, at vi har helt udsolgt. Sidste år havde vi mellem 80 og 90 procent huse udlejet mod 100 procent i år. Det gør absolut en forskel, siger Jan Brusgaard.
Tyskere melder fra - danskerne tager over
For næsten en uge siden blev det meldt ud, at ikke-vaccinerede personer, der rejser fra Danmark til Tyskland, skal gå i ti dages karantæne. Det har fået mange tyske turister til at aflyse nytårsfesten i Thy.
Men de nu ledige sommerhuse har danske familier og par nærmest stået i kø for at overtage.
- Jeg tror bestemt, at det har noget med corona at gøre. Mange kan ikke tage på oversøisk rejse, og så er et sommerhusophold et godt alternativ. Man kommer ud og får noget frisk luft, får set noget natur, og får et godt sted at fejre nytår. Så en sommerhustur er oplagt, fortæller indehaveren af Feriepartner Thy.
De mange bookinger varmer i den kolde vintertid for Jan Brusgaard, der på trods af corona ikke har haft meget at surmule over. Indehaverens erhverv er nemlig et af de få, der har blomstret under pandemien.
- Vi kan ikke glæde os over corona, men for vores branche har det været godt undtagen under enkelte nedlukninger. Ser man bort fra dem, har sommerhuset jo være en oplagt feriemulighed, og det har vi nydt godt af, siger sommerhusudlejeren.
Jan Brusgaard fortæller, at danskerne snart skal begynde at kigge på sommerhuse for næste, hvis de gerne vil holde ferie i Danmark. Allerede nu har Feriepartner mange bookinger for 2022.