Gravhøje skamferet af ulovlig kørsel - firhjulstrækkere er spottet i området
I løbet af sommerferien er der gentagne gange blevet observeret ulovlig kørsel med to firehjulstrækkere i Vandet, Tvorup og Nystrup plantager.
To gravhøje i henholdsvis Vandet og Nystrup plantager er blevet skamferet med tydelige hjulspor i vegetationen.
Det skriver Naturstyrelsen på dets hjemmeside.
Ifølge Naturstyrelsen Thy er der blevet observeret to firhjulstrækkere, der gentagne gange har kørt ulovlig terrænkørsel i Vandet, Tvorup og Nystrup plantager.
Det er sket på afmærkede vandrestier, ridestier og spor til mountainbikes. Derudover er en af Naturstyrelsens røde bomme forsøgt kørt ned.
- Jeg vil næsten kalde det for vanvidskørsel. De risikerer at køre ind i folk, der går fredeligt på stierne, siger Ditte Svendsen, der er skovrider i Naturstyrelsen Thy, om hændelserne.
Hun er ikke i tvivl om, at der er tale om forsætligt hærværk, da det ikke er tilladt at køre i bil i skovene overhovedet - medmindre andet tydeligt fremgår af skiltningen.
- At køre bilræs i skovene er ikke tilladt og totalt uacceptabelt, da det sker til stor fare for både dyrelivet og skovgæster. I dette tilfælde er det særligt slemt, fordi der også er blevet kørt på de fredede fortidsminder i plantagerne, siger Ditte Svendsen.
Derfor bad Naturstyrelsen Thy i går offentligheden om hjælp og bad eventuelle vidner om at henvende sig.
Det er der flere, der har gjort, og nu har Naturstyrelsen Thy tilstrækkeligt med oplysninger til, at hændelserne vil blive anmeldt til politiet.
- Vi har faktisk fået så mange oplysninger, at jeg tror, det vil være muligt for politiet at finde frem til de personer, der har gjort det, siger Ditte Svendsen.
På trods af de synlige hjulspor på gravhøjene i plantagerne ser det ikke umiddelbart ud til, at der er strukturelle skader. Men det vil blive undersøgt nærmere.
Slots- og Kulturstyrelsen er gået ind i sagen og har bedt arkæologer fra Thisted Museum om at lave tilsyn på stedet.
Udover at anmelde den ulovlige kørsel til politiet vil Naturstyrelsen Thy også øge opsynet i området.