Han var med til at trække drenge fri: - De kunne være kommet ud meget før

Kystredningstjenesten kunne være kommet hurtigere frem, hvis de havde fået opkaldet direkte fra 112 med det samme, konstaterer Benny Bak.

Benny Bak
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST
Opdatering

  • De to tyske drenge på henholdsvis ni og 12 år er døde efter sandskredet, der skete søndag i Vorupør. Drengene afgik ved døden tirsdag aften. Det meddeler Midt- og Vestjyllands Politi onsdag 28. august.

Kystredningstjenesten kunne være kommet meget hurtigere frem til de to tyske drenge, der søndag blev begravet i et sandskred i Vorupør.

Det siger Benny Bak, der er stationsleder ved Kystredningstjenesten i kystbyen.

Men redningsstationen i Vorupør fik først sent meldingen om, at de kunne assistere med redningsarbejdet.

- Vi fik besked via Joint Rescue and Coordination Center, mens beredskabet blev tilkaldt fra Thisted via 112. Da vi kom frem til det sted, hvor skreddet var sket, var der allerede kommet nogen frem fra beredskabet, og de har altså noget længere transporttid til Vorupør. I mellemtiden sad vores folk bare på stationen, så vi kunne været kommet frem på tre til fem minutter, siger Benny Bak

Da Benny Bak og hans folk ankom til stedet, var frivillige og beredskabsfolk i gang med at grave de to drenge fri. Den desperate indsats blev besværliggjort af, at drengene sad fast under en kæmpe tørv, der ikke lod sig flytte. 

- En af mine kollegaer kom med ideen om traktoren. Vi har et spil på den, så vi satte en wire omkring tørven og fik den trukket væk. Og der var de så, fortæller stationslederen

Der gik omkring 40 minutter fra sand- og jordskreddet til drengene blev gravet fri.

Benny Bak, der efterfølgende var særdeles berørt af situationen, føler sig overbevist om, at drengene kun ville have været begravet i 10 minutter, hvis redningsstationen var blevet alarmeret med det samme.

Kystredningstjenesten, som redningsstationen hører under, er ikke sat i verden for at hjælpe ved ulykker på land, men derimod kun på vand, eller hvis nogen er faldet i havet fra molen.

Derfor understreger Benny Bak, at han ikke kritiserer håndteringen af situationen i søndags, men derimod proceduren ved alarmopkald.

- Når det sker 100 meter fra redningsstationen, så kunne det jo have været smart, hvis det var standardprocedure for alarmcentralen at gribe fat i os med det samme, siger Benny Bak.

TV MIDTVEST har bedt Forsvarskommandoen, der har det overordnede ansvar for Kystredningstjenesten, forklare, hvordan proceduren er:

- Når det drejer sig om søredning ude over havet, så går den fra 112 til JRCC (Joint Rescue and Coordination Center, red.). Hvis det er inde over land, så er det AMK (Akut Medicinsk Koordinering, red.), der kalder, hvis de har brug for assistance, fortæller Søren Lindhardt, pressevagt i Forsvarskommandoen.

De to tyske drenge, der er fra hver deres familie er ni og 12 år. Da de var blevet gravet fri, var de livløse. Der blev straks iværksat førstehjælp, inden de med lægehelikopter blev fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby. 

Der er ikke siden kommet mere frem om drengenes tilstand, end at den er kritisk.