Helle er nysgerrig: Hvorfor står kæmpe havvindmøller på land?
Du går sikkert rundt og undrer sig over en hel masse. Det gør Helle Christensen fra Holstebro også. Hun har længe undret sig over noget, der handler om kæmpevindmøller.
- Hvorfor bliver testmøllerne større og større? Og hvorfor står de på land, hvis de alligevel skal bruges på vand på sigt?
Sådan spørger Helle Christensen.
Helle har kontaktet os, og for at finde svar på hendes spørgsmål, henvender vi os der, hvor de største møller i Danmark står, nemlig hos DTU Testcenter i Østerild.
Her ved viceinstitutdirektør på DTU Vindenergi, Peter Hjuler Jensen, alt om, hvorfor møllerne er så høje, og hvorfor de skal stå på land, når man tester på dem.
- Det er nødvendigt, at møllerne bliver højere og højere, fordi vi er i global konkurrence med blandt andet Kina. I Danmark er de højeste møller 280-300 meter høje, og i Kina er de 330-350 meter høje.
Møllerne er høje, for at kunne konkurrere, men det er også for at gøre energiproduktionen mere effektiv.
- I Kina har kineserne solgt møller til det kinesiske marked, men nu er de er på vej ind i Europa. Deres møller er billigere end de danske. Vi er nødt til at lave høje og effektive møller, så vi er med i kampen. Kina overtog i sin tid solcelleproduktionen i hele Europa, og skrækken er, at de også gør det med vind, siger Peter Hjuler Jensen
Men hvorfor skal de testes på land, når de på sigt skal bruges på havet?
- Det ville være tudetosset at afprøve på havet, når man kan gøre det på land.
Der er mange målinger, man ikke kan lave på havet. Det er svært og dyrt at få kraner ud på havet. Det forsinker processen, og det koster ekstra meget. Og hvis vejret nu er dårligt i flere uger eller måneder, så kan man ikke komme op i møllerne, hvis de står på vand, siger Peter Hjuler Jensen.
Helle Christensen, der har skrevet til os på TV MIDTVEST, er usikker på, om man kan forsvare at placere møllerne steder, hvor borgere kan blive generet.
- Jeg bor ikke selv steder med vindmøller, men skaber de store møller overhovedet så stor værdi, at man kan forsvare at placere dem steder, hvor borgere bliver generet? Der skal være en rimelighed, når vi generer mennesker. Og den har jeg svært ved at få øje på. Jeg kan som privatperson ikke undersøge det, så derfor skrev jeg til jer, forklarer Helle Christensen.
Til det svarer viceinstitutdirektøren:
- Man skal ikke forklejne, at det går ud over nogen – det er bagsiden, når man laver sådan noget her eller en motorvej. Det er det, man står overfor, når man skal lave sådanne anlæg. På Østerild er der et testcenter, så det er på mange måder fornuftigt at teste de store møller der. Alternativet er, at de bliver testet på land i andre lande. Og det ville ikke være godt for den danske vindmølleproduktion. Når de står her i landsdelen, er de tæt på den danske produktion, og hvis de bliver flyttet, så vil arbejdspladser også flytte med, siger han.