Her er de nye naturnationalparker
I alt 10 områder er torsdag blevet præsenteret som kommende naturnationalparker. Fire ligger i Midt- og Vestjylland.
Hanstholm, Husby Klitplantage, Nørlund Plantage og Harrild Hede og Kompedal bliver nye naturnationalparker.
Dermed er der nu navn på i alt 15 naturnationalparker, hvoraf de fem - herunder Stråsø Plantage - første allerede var kendt.
Det fremgår torsdag af en pressemeddelelse fra Miljøministeriet.
Naturnationalparker er områder, hvor der ikke må drives landbrug, og skovområderne skal stå urørt hen. Områderne hegnes ind, og der bliver udsat græssende dyr, der skal være med til at sikre, at skoven ikke bliver for tæt.
- Vi gik til valg med et løfte om at give naturen langt mere plads med 15 naturnationalparker fordelt over hele landet. Det leverer vi på nu. I årtier har vi talt om alt det, der er forsvundet fra vores natur. I dag kan vi begynde at tale om alle de arter, der skal blive flere af. Og det er ikke kun godt for naturen. Det giver også fantastiske naturoplevelser, udtaler miljøminister Lea Wermelin i pressemeddelelsen.
Partierne bag beslutningen om naturnationalparkernes placering er regeringen, SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet.