Jonah Blacksmith: Stor risiko ved at være brødre i band
På deres tredje album flytter Jonah Blacksmith fokus fra deres rødder over til den samtid, de lever i.
Efter lang tid i musikværkstedet har Jonah Blacksmith endelig sluppet det tredje studiealbum løs.
Den henviser til frontfigurerne i bandet, de to brødre Simon og Thomas Alstrup. De indrømmer blankt, at de ikke altid er helt enige om alt, og at det kan svært og risikofyldt, at være brødre i samme band.
- At det kan være en potentiel farefuld færd at vælge sin bror af alle som primær rejsekammerat på et musikalsk livseventyr, som i vores tilfælde, er i sagens natur indlysende, fortæller de to brødre og fortsætter:
- Som brødre er man for altid betroet en særlig nøgle til hinandens sårbarhed på samme måde, som man er betroet en uindskrænket adgang til hinandens skabertrang og urkraft. Brødre, som formår at forene disse, kan møde verden og al dens uforudsigelighed med en vældig styrke.
"Man risikerer at tabe alt"
Men brødrene Alstrup spotter også et stort faremoment ved at være så tæt forbundet.
- I samme stund, hvor man søger sin styrke gennem den andens sårbarhed, risikerer man at tabe alt, og i sidste ende sig selv – som menneske, som ven og som bror.
Simon og Thomas Alstrup fremhæver, at det er en vanskelig kunst at bære et broderskab uskadt gennem et helt liv.
- Måske lader det sig slet ikke gøre. Måske er kunsten til stadighed at forsøge at genfinde hinandens skrøbelighed, og derigennem genfinde troen på urkraften i hinanden, og at den vej, vi tør at betræder sammen nu, er vigtigere end den vej, der forlængst er betrådt og ligger bag os.
Et hurlumhejhus
Titlen ”Brothers” henviser også til det broderskab, der opstår i et syvmandsband på godt og ondt - et broderskab, der frem for alt, giver en uundværlig dynamik, for bandet, der har dybe rødder i Thy.
- Samhørigheden os alle syv imellem udgør til stadighed, sammen med den rige strøm af forskelligartet kreativitet, hjørnesten i det hurlumhejhus, som vi ynder at kalde Jonah Blacksmith. Og man er hjertelig velkommen indenfor, lyder det fra de to frontfigurer.
Bandet har netop taget hul på en Danmarksturné, og de syv glæder sig til at komme ud og spille de nye sange - sange som har et andet fokus end dem fra de første album.
- Sangene på Brothers har så småt løftet blikket fra det fælles ophav og hjemstavnen, for i stedet at stille skarpere på det liv vi lever, vores samtid og på det, vi giver videre på godt og ondt, fortæller brødrene.
De lover i deres pressemeddelelse, at man kommer hele følelsesregisteret igennem på det nye album.
- Alt det, livet har at byde på: glæde og sorg, kærlighed og afsavn.
Jonah Blacksmith er Thomas og Simon Alstrup, Søren Bigum, Søren Poulsen, Lasse Alstrup, Jon Kjeldsen og Thor Kortegaard.