Kæmpe møllevinger er ankommet til Hanstholm
De 94 meter lange vinger til den nye Siemens Gamesa-mølle skal en af de kommende dage transporteres til Østerild.
Tre kæmpestore møllevinger ankom søndag til Hanstholm Havn.
Det drejer sig om vingerne til en ny mølle på 10 megawatt, som Siemens Gamesa vil opføre i testcentret i Østerild.
De 94 meter lange vinger blev sejlet til Hanstholm fra Aalborg. Herfra skal de på blokvogne køres det sidste stykke til testcentret, men hvornår det sker, afhænger af vind og vejr. Søndag blæste det for meget til, at transporten kunne gennemføres.
- Vi kører en vinge ad gangen, og der vil blive periodisk afspærret mellem Hanstholm og Østerild i de tre til fire timer, som det forventes, at transporten af hver vinge tager, fortæller Per Nielsen, der er transportmanager i Siemens Gamesa.
Kæmpemøllens nacelle (huset) er allerede ankommet til Østerild. Nacellen er 20 meter bred og 14,5 meter høj, og når den nye møller engang er rejst, strækker den sig 236,5 meter op i himlen.
Med en kapacitet på 10 megawatt vil den nye mølle kunne producere strøm til 10.000 husstande - det er 30 procent mere end den mølle otte megawatt, som i forvejen står i Østerild.