Lasse og Tommy køber tom efterskole – vil lokke folk til med events og natur
Lokalerne, der plejer at huse Bjerget Efterskole, bliver nu omdannet til Thy Event og Natur af lokale forretningsmænd.
Der skal en masse nyt liv ind i bygningerne, der i mange år har været kendt som Bjerget Efterskole uden for Frøstrup.
Efterskolen lukker efter sommerferien på grund af for få tilmeldte elever.
Nu har Lasse Snedker Sørensen og Tommy Bang Jensen valgt at købe de i alt 5000 kvadratmeter og omdanne det til Thy Event og Natur.
- Vi håber selvfølgelig at kunne tjene lidt penge, men vi gør det lige så meget for hele egnen. Vi vil gerne lokke folk til og sørge for, at der ikke kommer til at stå sådan nogle tomme bygninger herude, siger Lasse Snedker Sørensen.
Klar til nye forretningseventyr
Begge de nye ejere er allerede forretningsdrivende.
21-årige Lasse Snedker Sørensen er forpagter af Vesløs Kro, mens 59-årige Tommy Bang Jensen driver Hannæs Mobilkøkken.
De ser en masse forskellige muligheder i de mange kvadratmeter.
De har blandt andet en ambition om at huse koncerter, konferencer, privatfester og træningslejre for idrætsforeninger.
- Der er faktisk så mange muligheder, at vi ikke kan nå det hele på én gang – selvom vi gerne ville, fortæller Lasse Snedker Sørensen.
Skolen er solgt inklusiv alt inventar, så der er en hal fra 2005 med håndboldmål, en fuldt udstyret teatersal, musikstudie og 33 dobbeltværelser, der står klar til udlejning.
- Hallen er faktisk godkendt til 800 personer, så der er en masse muligheder, siger Tommy Bang Jensen.
Tror på, de kan lokke folk til
Beliggenheden vil de absolut heller ikke klage over.
- Vi ligger tæt på Nationalpark Thy, Vejlerne er lige heroppe bagved. Vi har Lund Fjord og Bulbjerg tæt på. Der er tre kilometer til stranden. Det bliver ikke bedre, siger Lasse Snedker Sørensen.
De to stiftere af Thy Event og Natur fortæller, at de vil samarbejde om hele driften, og de er optimistiske og tror på, at de kan lokke folk til området.
- Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Hvis vi ikke troede på det, så skulle vi have ladet være, siger Tommy Bang Jensen.
De to nye ejere overtager bygningen den 1. juli, og de regner med at kunne slå dørene op den 17. juli.