Mand fløjet på hospitalet: Fik en teltpløk i halsen

En mand er kommet alvorligt til skade efter at have fået en teltpløk i halsen til Thy Træf.

Politiet undersøger ulykken til Thy Træf.
Politiet undersøger ulykken til Thy Træf.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Det store motorcykeltræf Thy Træf er blevet ramt af en alvorlig ulykke.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at en 61-årig mand fra Grindsted-området fredag morgen har fået en teltpløk i halsen og er blevet fløjet på hospitalet i Aalborg. Manden er under behandling, men hans tilstand er alvorlig.

Alarmcentralen modtog klokken 8.17 et opkald om, at en mand var faldet om på pladsen til Thy Træf. Derefter blev en helikopter sendt afsted med en læge, som kunne konstatere, at manden var blevet ramt af en teltpløk, der havde boret sig fast i halsen.

- Vores undersøgelser kan konkludere, at det er blæst kraftigt op på pladsen, og mens folk har forsøgt at sikre teltene med stormpløkker, har en pløk revet sig løs, og i den forbindelse bliver manden ramt i halsen, siger indsatsleder Claus Ejlersen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Han forklarer, at politiet opfatter ulykken som et hændeligt uheld. Mandens pårørende er underrettet om ulykken.

0:41
Politiets indsatsleder fortæller, hvad de ved om ulykken.