Medie: Der har aldrig været Cluster 5 i Thisted og Vesthimmerland
Den særlige virusvariant Cluster 5 er kun fundet i Hjørring og Frederikshavn Kommuner, skriver Nordjyske.
Syv kommuner i Nordjylland har siden 9. november været lukket nede, herunder Thisted og Vesthimmerland Kommuner.
Det skyldes bekymring for den særlige virusvariant Cluster 5, der er opstået i mink, og som myndighederne frygter kan være modstandsdygtig overfor en ny vaccine. I alt 12 personer har været smittet med den særlige variant, som man fandt i august og september.
Men ifølge Nordjyskes gennemgang af data fra Statens Serum Institut har man kun fundet Cluster 5 i Hjørring og Frederikshavn Kommuner og altså aldrig Thisted og Vesthimmerland. Det skriver Nordjyske torsdag.
- En nøje gennemgang af data viser nu, at der kun kan være tale om fund af cluster 5 i Hjørring og Frederikshavn, da det er de eneste kommuner, der havde smitte blandt mink på det tidspunkt, hvor cluster 5 er registreret, skriver mediet.