Nu får Dronningen endelig sin fødselsdagsgave – Det fejrer de i Thisted
To måneder efter hendes 80 års fødselsdag fik majestæten endelig lov til at se de 98 udvalgte billeder, som er malet af tredjeklasser rundt om i landet. En begivenhed de fejrer i Thisted.
Alle tredjeklasser i Thisted og resten af landet malede for to måneder siden et billede til dronning.
Kun et billede fra hver kommune blev sendt afsted til dronningen, men begivenheden blev stadig fejret af flere børn i Thisted Kommune, og der var både saftevand, kage og højtlæsning.
- Den historie, de har fået til at starte med, handler jo om vores dronning, fra da hun var en lille pige, og hvorfor hun bliver kaldt Daisy, så der er også noget rent Danmarkshistorie i den her historiefortælling, fortæller Eva Sjælland, der er leder af KulturRummet i Thisted.
Dronnings gave består af et billede fra landets 98 kommuner, og alle de malerier fra Thisted, der ikke blev en del af gaven, er i stedet blevet udstillet i KulturRummet i Thisted.
Glædelig dag
I KulturRummet kan børn og barnlige sjæle nu få lov til at gå på jagt blandt billederne, og der er blandt andet en udfordring, hvor det gælder om at tælle, hvor mange forskellige hovedbeklædninger dronningen har på billederne.
Før skattejagten var der godt med forfriskninger, så de mange tredjeklasser ikke gik sukkerkolde midt i KulturRummet.
- Jeg har fået sådan en kage af en art med en kongekrone på, og jeg har også fået en bolle med en kongekrone på, og så har jeg fået noget saftevand, fortæller Kasper Lephet Topstad, der går på Hannæs-Østerild Skole og begynder i fjerde klasse efter sommerferien.
Det udvalgte billede fra Thisted Kommune var blevet malet af Viktoria Svalgaard Madsen fra Koldby Skole, og sammen med de 97 andre blev de taget godt imod af hendes majestæt dronning Margrethe.
- Jeg vil sige tak for en fantastisk gave. Alle de mange billeder, fra alle kommunerne og alle de mange børn som har været med til at lave dem, det er jeg virkelig rørt over og virkelig glad for, siger hun til TV 2.