Plejehjem i Thisted efterlyser hundeejere: - Hvis man overhovedet har tid og lyst, så kom

- Dyr kan bare noget andet end mennesker, siger assisterende plejecenterleder Maja Balle Bjerrum.

2:53
Se her, hvordan det gik, da makkerparret Rasmus og Magnus arbejdede på Plejehjemmet Klokkebjerg i december 2022.

Der er mangel firbenede venner med pjusket pels og våde snuder, der vil besøge plejehjem i Thy-området. 

Det er i hvert fald, hvad plejecentret Kristianslyst lige nu oplever. 

- Vi er jo medlem af besøgshundetjenesten, men når vi går ind og ser, om der er nogle ledige hunde inden for vores radius, er der ingen. Der er bare for få hunde, til dem, der ønsker at få besøg, siger Maja Balle Bjerrum, der er assisterende plejecenterleder på Kristianslyst i Thisted.

"Besøgshunde" er en ordning under TrygFonden, hvor frivillige hundeejere bliver matchet med tilmeldte institutioner. Inden der sker et match, skal hundene og deres ejere til en optagelsesprøve.

Og sådan en er der i slutningen af februar, som Maja Balle Bjerrum håber, at mange hundeejere fra Thisted og omegn vil tage til. 

- Hvis man overhovedet har tid og lyst og overskud til at indgå i besøgshundetjenesten – så kom, siger hun.

Noget at glæde sig til

På Kristianslyst i Thisted har de sommetider besøg af en hund, når pårørende har en med, men de drømmer om at få en fast aftale, for de faste rammer er en stor fordel.

- Det betyder, at vores beboere kan have noget at se frem til, siger Maja Balle Bjerrum.

Ifølge hende er der ingen tvivl om den værdi, en besøgshund giver.

- Dyr kan bare noget andet end mennesker. De kan skabe ro, nærvær og tryghed – og vække en genkendelse, siger hun.

- Det kan skabe minder. Så kommer man til at tale om "Har du haft hund?" eller "Vi havde faktisk også en kat." De kan tale om minder fra deres barndom, og så kan det skabe gode øjeblikke i nuet, siger hun.

Knap 700 frivillige med hund landet over er en del af besøgshundeordningen igennem TrygFonden, men der mangler altså alligevel hunde i Thy.

2:17
Se, hvordan det gik, da hunden Bumle var til optagelsesprøve som besøgshund for to år siden.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST