Politiet undersøger brande i to biler i Thisted
Tirsdag aften er brandvæsen og politi blevet kaldt ud til brande i to forskellige biler i Thisted.
Klokken 19:54 blev brandvæsnet og politiet kaldt ud til ild i en bil på Plantagepladsen i Thisted, og kun 33 minutter senere klokken 20:27 var den gal igen på Tingstrupvej.
Brandene er opstået lige på hver sin side af byparken Christiansgave.
- Det sker jo af og til, at der går ild i biler, men det virker underligt, at det sker for to biler så tæt på hinanden med så kort tid imellem. Vi kan ikke afvise, at de er påsat, siger Ole Vanghøj, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Ingen er kommet til skade ved de to brande.
Politiet kender endnu ikke årsagen til brandene, men opfordrer borgere til at henvende sig, hvis de har lagt mærke til noget.
- Hvis der nogen, der har set noget mistænkeligt, så vil vi gerne høre om det, siger vagtchefen.
Informationer om brandene kan gives til Midt- og Vestjyllands Politi på 114.