Røg fra vindue fik forbipasserende til at reagere: Fik nabo ud i tide

Ingen kom til skade ved branden.

Brand i lejlighed i Hurup (bredgade)
Foto: Per Øxenholt

Et vidne fik fredag både alarmeret brandvæsen og beboer, da han opdagede en lejlighedsbrand i Hurup i Thy.   

I huset, som består af fire lejligheder, opstod branden i den ene lejlighed, hvor lejeren ikke var hjemme. Kun en enkelt beboer var hjemme i huset, da den forbipasserende kom forbi og bankede på døren. 

- Han havde ingenting opdaget, da han bliver gjort opmærksom på det, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jeppe Holgersen. 

Derfor kom ingen til skade ved branden, som hurtigt blev slukket. 

- Der er ingen større flammer og branden har ikke spredt sig. Men den er opstået i stuen, i en lejlighed på første sal, som er meget medtaget, fortæller indsatsleder fra Nordjyllands Beredskab Troels Guldbrandtsen. 

Både politi og brandvæsen mener, at branden kan være opstået i en elinstallation.