Surf skal hjælpe veteraner og stressramte tilbage til livet

Bølger og blæst på vand kan noget for mange. Og faktisk er det en rigtig effektiv behandlingsform, hos personer der lider af for eksempel PTSD.

3:42
I Thy tror de på, at surf er vejen tilbage til et bedre liv. Derfor har en gruppe lokale startet rehabiliteringstilbudet Surfgården til gavn for veteraner og PTSD-ramte.

Surfgaarden er et rehabiliteringscenter, der ligger i Stagstrup i Thy. Her er der plads til i alt 19 personer – lige nu er 14 mænd og to kvinder indlogeret.

- Det er en nyere men internationalt veldokumenteret behandlingsform, hvor vi inviterer mennesker, der er ramt af PTSD ud i havet, ud i naturen. Forskningen viser, at det er godt at være i havet. Det er godt at komme ud i bølgerne og være omsluttet af noget, der er større end dig selv, siger Mathias Krogsgaard Nielsen, der er psykolog på stedet.

Ocean Therapy kalder man den her behandlingsform. Det giver de PTSD-ramte en følelse af succes.

- Mange af dem har en følelse af at være gået i stykker. Men her kommer de ud og føler sig stærke og få modet tilbage og genvinde nogle funktioner, som de kan bringe i spil, når de kommer tilbage til det hverdagsliv, de skal ud og leve bagefter, siger psykolog Mathias Krogsgaard Nielsen.

Der er ikke nogen tidsbegrænsning på, hvor længe beboerne må blive. Det aftales med deres hjemkommuner.

- Vores hjerne har godt af at være et sted, hvor den ikke skal tage hensyn til en masse impulser – trafik eller mennesker. Du er bare i ro og til stedet i det her vand, og det kan noget helt særligt for vores nervesystem – især hos dem, der er ramt af PTSD, siger Martin Krogsgaard Nielsen.

Gennem paddle-surf hjælper Casper Steinfath blandt andet Nikolaj Holst med at genfinde troen på sig selv.
Gennem paddle-surf hjælper Casper Steinfath blandt andet Nikolaj Holst med at genfinde troen på sig selv.

Én gang om ugen får beboerne på stedet blandt andet undervisning i stand-up-paddle af den seksdobbelte verdensmester Casper Steinfath. 

- Der er en meget tydelig udvikling, specielt blandt herrerne her. Nikolaj var for eksempel på vandet for første gang i sidste uge, og nu står han og padler rundt på mit konkurrenceboard, siger Casper Steinfath.

Nikolaj Holst har været på Surfgaarden i fem måneder. I 2001 var han udsendt til Kosovo i syv måneder. Siden har han prøvet forskellige behandlingstilbud og ophold. Men oplevelserne fra udsendelsen præger ham stædig meget. 

- Der er rigtig meget krig oppe i mit hoved. Jeg er vant til at have en eller anden form for kaos i mit hoved. Forhåbentligt finder jeg nok ro i mig selv, til at jeg kan være i mig selv igen, siger beboer Nikolaj Holst.