Thisted Kommune afviser Johnnys redningsforsøg
Johnny Haugaard har fået lavet den redegørelse, han har manglet – men kommunen kan ikke godkende den. Blomsterdekoratøren giver dog ikke op endnu.
Johnny Haugaard har indsendt og fået svar på den brandtekniske redegørelse, der har manglet og derfor lukket en stor blomsterudstilling i Hurup 12 dage før tid.
Men svaret er ikke, hvad han havde håbet på.
Thisted Kommune har for nuværende afvist at give tilladelse til at genåbne udstillingen, da Nordjyllands Beredskab ikke kan godkende redegørelsen.
Blomsterdekoratøren har dog stadig mulighed for at indsende en ny redegørelse.
- Sagen er stadig i proces, skriver han i en sms til TV MIDTVEST.
Han fortæller, at han er i dialog med Thisted Kommune, forskellige politikere og Midtjysk Brandrådgivning, der har lavet den brandtekniske redegørelse for ham.
Indenrigs- og Boligministeriet bekræfter derudover, at Bolig- og Planstyrelsen kigger på den konkrete sag om blomsterudstillingen.
- Nu ser vi på den her afgørelse. Det er ikke sådan, at vi kan sige det ene eller det andet i dag. Det handler om, at vi er villige til at se på den, siger Poul Aarøe Pedersen, der er pressechef i Indenrigs- og Boligministeriet.
TV MIDTVEST har ikke set svaret, som Johnny Haugaard har modtaget på den brandtekniske redegørelse. Thisted Kommune bekræfter dog, at afgørelsen er sendt.
Havde ikke styr på tilladelse
Mandag eftermiddag blev blomsterudstillingen i Hurup lukket ned.
Årsagen var, at arrangementet ikke havde den fornødne brandtekniske redegørelse.
Det fortalte Mogens Kruse Andersen, der er teknisk direktør i Thisted Kommune, til TV MIDTVEST tirsdag.
En brandteknisk redegørelse skal blandt andet redegøre for, at personer har mulighed for at flygte i tilfælde af brand. Og da denne manglede, kunne kommunen ikke give tilladelse til, at den gamle auktionshal bruges til blomsterudstilling.
Ifølge byggeloven er det nødvendigt med en byggetilladelse, når man eksempelvis ændrer formålet med en bygning, som det er tilfældet med auktionshallen, der nu rummer en blomsterudstilling.
Med byggetilladelsen skal kommunen blandt andet sikre, "at bebyggelse indrettes og bruges således, at den frembyder tilfredsstillende tryghed i brand- og sikkerheds- og sundhedsmæssig henseende."
Og selvom den brandtekniske redegørelse nu er i hus, så lever den ikke op til kravene, og derfor er Johnnys blomsterudstilling fortsat lukket.