Tican slagter store svin: - Vi har en pukkel af grise
Ticans slagterier i Thisted og Brørup kæmper lige nu med at få bugt med den pukkel af slagtesvin, de har haft fra før jul.
Det er nogle store svin, der lige nu bliver slagtet hos Tican i Thisted.
Slagteriet har længe været bagud med slagtningerne. Noget af det skyldes forstyrrelse på grund af covid-19 i foråret, andet det slagteriet selv kalder "udfordringer med ombygning".
Hen over jul og nytår og de mange fridage er puklen blevet endnu større. Det samme er grisene, der lige nu kommer 16 dage senere under kniven end de plejer.
- Det betyder at grisene er meget store og der er en masse overarbejde, som folkene arbejder på, for at få indhentet, den her pukkel, siger Niels Jørgen Villesen, Administrerende Direktør, Tican, Thisted.
Allerede i december blev arbejdsdagen udvidet, for mange fra seks morgen til seks aften. Lørdagene er også inddraget til arbejde, der går på skift mellem de to slagterier i Thisted og Brørup.
- Medarbejderne giver den fuld skrue. De arbejder som små heste, som de altid har gjort og yder de bedste de kan. Vi kan godt mærke, at der er tryk på, for grissebasserne er store lige i øjeblikket, og det gør det lidt mere besværligt, fortæller fællestillidsrepræsentant, Peter Uno Andersen fra Tican i Thisted.
I følge direktøren, så går der i hvert fald tre måneder inden slagteriet har fået arbejdet puklen af.
Står det til tillidsrepræsentanten, så er slagteriarbejderne klar til den ekstra tørn. For nogle kommer det måske ligefrem lidt belejligt.
- Nu har vi lige haft jul og nytår, så tænker jeg nok, at der er nogle, der vil tage et par lørdage, fordi man har brugt en masse penge her i forbindelse med jul og nytår, siger Peter Uno Andersen.
Der arbejder i alt omkring 1000 ansatte på slagterierne i Thisted og Brørup.